Skoledage – de forbindelser, der betyder noget

Da min søn, som nu er 14 år, havde afsluttet sin første uge i børnehaveklassen, lykønskede jeg ham med at have »klaret sin første uge!« Han svarede ved at spørge mig, hvor mange uger der var tilbage, før han var færdig. Det uskyldige spørgsmål kunne jeg ikke bære at svare på: Tænkte han på ugerne, til han var færdig med børnehaveklassen? Eller til han var helt færdig med skolen? Jeg vidste ikke, hvad han mente, og begge svar ville være et tal, der var langt højere end det, han håbede at høre …

Hans uskyldige svar mindede mig om, at skolen for mange børn er ret hårdt arbejde. De vil ganske enkelt hellere være sammen med os. Jeg fortæller ofte denne historie til de forældre, jeg arbejder med, når de er bekymrede for, at deres barn er genert, ikke vil i skole eller »mangler« venner. Når vi ser på disse fænomener med udviklingsmæssige briller, begynder vi at kunne se, at disse »problemer« ikke behøver at være en kilde til alarm; faktisk er de som regel et tegn på, at udviklingen skrider frem, præcis som den skal.

Dr. Gordon Neufeld siger ofte: »Det, vi ser, er det, der i højeste grad afgør, hvad vi gør.« Hvis vi ser generthed, skoleprotest og få venskaber med jævnaldrende som noget negativt eller bekymrende, vil vi måske forsøge at arrangere flere legeaftaler og rose barnet, når det er »venligt« og »udadvendt«. Hvis vi derimod ser generthed, skoleprotest og få venskaber med jævnaldrende som tegn på, at tilknytningsenergien går de rigtige steder hen (til hjemmet, forældrene, søskende, bedsteforældrene), vil vi reagere helt anderledes – sandsynligvis ved helt enkelt at acceptere barnet, som det er, og fortsat tilbyde varm kontakt.

Generthed kan blive så misforstået i vores kultur. Det er ganske enkelt det naturlige instinkt (hvor stærkt det er, kan være påvirket af genetik) til at modsætte sig kontakt med dem, vi ikke er knyttet til. Generthed er en del af Naturens design og giver god mening, når man ser på den gennem tilknytningens briller; den skal holde os trygge og forbundne med dem, der hører til i vores attachment village (tilknytningslandsby). Fordi mange i dag ikke forstår generthed i vores kultur, der i den grad går ind for at »socialisere børn«, kan den blive sygeliggjort og får ofte betegnelsen »social angst«. Når generthed ikke bliver respekteret og beskyttet, og et barn bliver presset til ikke at være genert, kan det føles, som når en skildpadde får sit skjold revet af med magt. Det pres er for meget, gør barnet alt for sårbart og kan føre til øget alarm og frustration.

For nogle sensitive børn (generthed og sensitivitet følges ofte ad) er alene det at være i skole næsten for meget – de er adskilt fra deres primære tilknytninger, i et ofte larmende og kaotisk miljø, med høje forventninger om samvær med dem, de ikke er knyttet til.

Der er mange ting, forældre kan gøre for at støtte deres børn i at gå i skole. Det første er at fjerne alt pres for at »være social« og »få venner«; de forventninger får børn til at føle sig presset til at være anderledes, end de er. Deres lærer er i virkeligheden den eneste, de behøver at have forbindelse til i skolen. En varm og intuitiv lærer kan være forældrenes »stedfortræder« gennem hele skoledagen.

Hvis dit barn ikke har en god forbindelse til sin lærer, kan du prøve at fungere som relationsbygger mellem dem. Det indebærer, at du får dit barn til at holde af læreren og læreren til at holde af dit barn ved at tale varmt om læreren, tage dig tid til at få kontakt med læreren før eller efter skole og pege på ting, som du eller dit barn har til fælles med læreren.

En anden grund til, at børn protesterer mod at gå i skole, er ganske enkelt, at de savner deres forældre. Det er svært for små børn at holde fast i deres primære tilknytninger, når de er adskilt fra dem i mange timer. Bridging (at bygge bro) – den tilknytningspraksis, hvor vi vender vores børns ansigt mod forbindelse i stedet for mod adskillelse – kan være en vidunderlig måde at hjælpe dem med at holde fast i os, mens vi er adskilt. Det kan for eksempel være at tale om, hvad I skal lave sammen om eftermiddagen, mens I gør jer klar til skole om morgenen, eller at lægge små sedler eller tegninger i dit barns madpakke. Det hjælper dem med at bevare forbindelsen til os gennem hele skoledagen.

Endelig frygter nogle forældre, at deres barns generthed vil føre til et liv i ensomhed og uden venner. Som en mor sagde: »Jeg er bekymret for, at min søn er så modvillig over for ethvert samvær med jævnaldrende, at han vil blive endnu mere isoleret og derefter fremmedgjort på det område.«

Det er så let (jeg gør det hele tiden!) for os at projicere vores barns nuværende udviklingstrin ud i fremtiden. Men når vi gør det, har vi en tendens til at glemme, at det tager lang tid at vokse op, og at venskaber hører til udviklingens »frugter« (det vil sige, at de kommer, efter at en hel del anden udvikling har fundet sted, og at de ikke kan fremskyndes). Vores små børns nuværende virkelighed siger intet om deres fremtidige evne til at få venner og betyder bestemt ikke, at de vil blive ensomme og fremmedgjorte. Sandheden er, at venner set fra et udviklingsmæssigt perspektiv ikke er særlig vigtige i en syvårigs liv. Langt vigtigere er tilknytningen til forældre og bedsteforældre og visheden om, at de har en »ubetinget invitation til at eksistere i vores nærvær«, præcis som de er (med eller uden venner!).

Da min søn sidste juni afsluttede 8. klasse (sammen med mange af de samme børn, som han havde gået i børnehaveklasse med!), fejrede han alt det, han havde lært, de dybe venskabsbånd, der var vokset frem (alt i rette tid), og sin stærke forbindelse til sine lærere.