Advarsel – dette kan få dig til at græde. Jeg vil fraråde dig at læse videre, hvis du stadig er under 35 år, hvis dit mellemnavn er »Glædelig«, eller hvis julemanden stadig kommer på besøg hos dig.
Det er igen den tid på året, hvor jeg længes efter den mest melankolske musik, jeg kan finde. Mens jeg skriver dette, lytter jeg til noget smerteligt smuk kormusik, som synes at være den perfekte legeplads for en tristhed dybt inde i mig, som jeg ikke engang vidste fandtes, og som jeg bestemt ikke har ord for. Jeg kan mærke, at det virkelig er min tristhed, der kommer op til overfladen – ikke blot emotion lånt fra den musik, jeg lytter til – men jeg kan ikke sige, hvor den kommer fra.
Denne stemning passer unægtelig dårligt til de emotionelle forventninger, der hører årstiden til. Skulle dette ikke være en tid med glæde, lykke og opfyldelse? Vores hilsner på denne tid af året afslører i hvert fald vores emotionelle dagsorden – Glædelig jul, God højtid, Glædelig hanukka, Godt nytår. Men vi ville næppe ønske hinanden dette, medmindre det modsatte var mere sandsynligt … og det med god grund, skulle det synes.
Vi er kommet til at forbinde denne årstid med varm familiær samhørighed, gavmildhed, magi og ærefrygt, gilder og mæthed. Vores håb og forventninger fremhæver automatisk enhver mangel, der måtte være. Med årene hober disse tab sig op. Varme barndomsminder om fejring og samhørighed lader sig ikke let genopføre, og når de gør, mangler magien ofte. De tomme pladser på vores tilknytningsbalkort bliver mere iøjnefaldende, når det er meningen, at der skal danses. Mangler og tab fra den tidlige barndom bliver gerne tydeligere med tiden, ikke mindre tydelige. Selve vinteren bliver et symbol på mangel – mangel på varme, mangel på trivsel, mangel på selve livet. Hullerne i vores tilknytningsverden afsløres aldrig mere, end når fylde er håbet og forventningen. Alene af disse grunde må der være plads til tristhed i vores liv i denne »festlige« tid.
Men der er en anden og måske endnu vigtigere grund til at invitere tristheden ind i vores emotionelle landskab på denne tid af året. Inden jeg uddyber det, vil jeg give lidt baggrund.
Mit seneste projekt har været at udvikle en række seminarer for medarbejderne på Sarah McLachlans musikskole for udsatte børn. Jeg morer mig som aldrig før med at få brikkerne til at falde på plads i fortællingen om musik og emotion. Selv om der findes en voksende mængde forskning om emnet, er det meste af den uberørt af den nyeste indsigt i tilknytning, emotion og især leg. Deraf min begejstring over at være et sted, hvor der kan gøres opdagelser – blandt de første, ser det ud til, der ser på emnet gennem disse briller.
En af de indsigter, jeg havde med mig ind i dette studie af musik, er tanken om, at emotion er der for at tage vare på os, og at tristhed spiller en afgørende rolle i vores tilpasning til livet. Tristhed er utvivlsomt en af de sværeste, hvis ikke DEN sværeste, af alle menneskelige emotioner – både at opleve og at udtrykke. En anden grundlæggende indsigt er tanken om, at legen er der for at tage vare på emotionen – ved at hjælpe emotionen i bevægelse, ved at give emotionen et trygt udtryk og især ved at hjælpe emotionen til at blive følt. Læg nu dertil erkendelsen af, at musik er emotionens første sprog og samtidig emotionens oprindelige og fremmeste legeplads. Denne trilogi af forståelser baner vejen for et væld af erkendelser og opdagelser.
Hvorfor skulle vi så have brug for trist musik for at indlede højtiden? Svaret er, at det med alderen bliver stadig sværere for mange af os at finde lystigheden i det hele, at bevare ærefrygten, når magien er væk, at være glade, når tragedier omgiver os, at være opløftede midt i skarp desillusion og skuffelse. Paradoksalt nok er det her, tristheden kommer ind i billedet.
En af tristhedens hemmelige kræfter er dens evne til at sende os tilbage til glæde og lykke – ligesom når man lader sig køre ned ad en skibakke for at få fart nok til at komme op ad bakke til det sted, hvor man tager skiliften. At komme op ad bakke emotionelt kan blive stadig sværere for nogle af os, og vi har brug for al den fart ned ad bakke, vi kan opbyde, for at få det skub, vi har brug for.
Sund emotionel ligevægt er alt andet end sindsro. Den indebærer, at man rider på sinuskurven gennem nedturen for at opleve den lettelse af stemningen, der følger efter. Faktisk bliver det at komme tilbage emotionelt mindre og mindre muligt uden den forudgående nedstigning i tristhed og melankoli. Med andre ord må vi tillade os at fordybe os i tristhed for at bevare evnen til at nå den lykke, vi så gerne vil have. Hvor paradoksalt det end kan synes, er det, når vi mister vores emotionelle gnist, melankolien, der rummer svaret på, hvordan vi løfter vores stemning.
Problemet med tristhed er, at den kan ligge gemt i hjertets dybeste afkroge, uden at vi overhovedet er klar over det. Hvis tristheden ikke bliver udtrykt i tide, har vi en tendens til at miste de minder og ord, der kan give os et greb om vores emotioner. Derfor bliver den mindre og mindre tilgængelig i en brugbar form.
Med andre ord har tristhed ikke en lang holdbarhed. Emotioner tjener os bedst, når de er friske, når de bliver følt, når de blandes, og når de bliver reflekteret over. Tristhed kan blive sur, når den har overskredet sidste anvendelsesdato. Gammel tristhed kan suge livet ud af vores ånd, skrumpe vores gavmildhed ind, gøre os til selvoptagne narcissister, trække os ned og endda, ironisk nok, give næring til en desperat jagt på lykke. Alt dette giver tristheden et dårligt ry. Problemet er dog ikke tristheden, men den tristhed, der er blevet gammel, fastlåst og sur.
Når vi har mistet grebet om vores tristhed, er det også sværere at give plads til disse følelser. Tristhed føles sjældent berettiget, især når vi tænker på andres lidelser. Men når tristheden først er blevet forældreløs – skilt fra de oplevelser af afmagt, der gav anledning til den – bliver den endnu sværere at tage imod, i hvert fald for dem af os, der skal have en grund til at føle.
Hvordan skal vi så finde denne gamle tristhed, give den det udtryk, den længes efter, og hjælpe med at rense vores hjerter for det, der står i vejen for et sundt emotionelt kredsløb?
Det er her, musikken kommer i spil.
Den rette musik har en dybtgående evne til at indfange enhver tristhed, der er blevet forsømt eller afskåret fra sine minder og sine ord. Alt tyder på, at musikken, af alle kunstarterne, rummer de største muligheder for at finde den forældreløse tristhed, der har brug for at blive sluppet fri, give den et trygt udtryk og spænde den som en fjeder, så den i sidste ende kan løfte vores ånd.
Så kom bare an med vintersangene i mol, de tragiske fortællinger, som musikken har forhekset, de klangfulde celloer, der river i hjertestrengene, de uforløste tonale mønstre, der modsætter sig forløsning, indtil man næsten ikke kan holde det ud længere. Denne slags musik synes at føre tristheden til en emotionel himmel, der ikke lader sig skræmme af livets evigt tilstedeværende afmagt.
De fleste akademiske behandlinger af musik kan ikke forklare dens tiltrækning mod tristhed, fordi tristhed sidestilles med lidelse: Hvorfor skulle så meget musik synes at invitere til en tilstand, der betragtes som ubehagelig? Det, disse studier overser, er, at musik, når den er i legetilstanden, inviterer vores emotioner til at komme ud og lege. Ægte leg både engagerer og rummer og gør dermed tristheden ikke blot til at bære, men endda en smule tillokkende.
Platon – den allerførste legeteoretiker – sagde det bedst: Musikken giver tristheden ynde. Jeg mærker den sandhed. Ligesom sukkeret får medicinen til at glide ned. Det er tilsætningen af en dosis legefuldhed og afstanden til virkeligheden, der gør udslaget. Og når musikken først bærer tristheden og bevæger sig mod forløsning, synes det på en eller anden måde, at tristheden vil ophøre, når musikken gør det.
For at gentage: Tristhed er afgørende for emotionel sundhed, og musik synes bedst egnet til at nå ind i hjertets dybeste afkroge og lokke denne tilbageholdende, hæmmede følelse ud og lege. Når tristheden først er sat i musik i melankolske toner over tid, bliver den sukkerovertrukne lidelse næsten uimodståelig – som sirener, der kalder på sorgen. Nogle gange finder jeg mig selv i færd med at lede på Spotify efter bare én trist sang mere, inden jeg slukker lyset. Før jeg begyndte at studere samspillet mellem musik og emotion, troede jeg, at det var et særpræget træk ved mig. Nu ser jeg det helt anderledes – som blot ét udtryk for et sundt, universelt behov for at bringe tristheden i spil.
Jeg må indrømme, at jeg ikke på langt nær giver tristheden tid nok til at lege i min hverdag i løbet af året, så den kan give næring til den spontane tilbagevenden til den lykke, der ville passe bedre til årstiden. Måske er det derfor, mine forråd af tristhed er så fyldte ved begyndelsen af december. Jeg har tydeligvis brug for at tabe et par kilo tristhed for at gøre mig klar til de forventede lystighedens gilder, der venter lige forude.
Så … hvis du er på den anden side af midten af livet, hvis glædelig ikke er din permanente tilstand, og hvis julemandens eksistens er tvivlsom … så er det måske på høje tid med lidt trist musik.
Nu er det tid til trist musik, for den lover at være vores bedste håb om at give os en rigtig glædelig jul, en virkelig glædelig hanukka, en genoprettende god højtid og endda et godt nytår. Prøv at forklare det for dine venner. Faktisk – lad være med at prøve, medmindre det først giver mening for dig selv.
For at variere Platon til afskeden …
Må musikken give din tristhed ynde,
Dr. Æsel (alias Gordon Neufeld, ph.d.)
Skrevet af Gordon Neufeld i 2019 og udgivet på NeufeldInstitute.org