At tage sig af børn i alarmerende tider

Jeg vil gerne dele nogle tanker om at tage sig af børn i alarmerende tider. Det er på ingen måde nye ideer, snarere påmindelser til dem, der kender den tilknytningsbaserede udviklingstilgang. Jeg vil forsøge at fatte mig i korthed, for alarm har det med at gøre vores opmærksomhed kortere.

Men først nogle bemærkninger om arten af den stress, vi oplever under denne krise. Det er kun naturligt, at vi søger samhørighed i stressede tider. Sådan er vi skruet sammen. Men i dette tilfælde er det netop samhørigheden – i hvert fald i form af »at være sammen med« – der truer os, og det skaber den perfekte emotionelle storm. Intet under, at vi føler os så rystede og urolige. Vi er skabt til at samles for at tage os af hinanden og af dem, vi holder af. Nu bliver vi bedt om at holde afstand for at passe på hinanden. Hvor nødvendigt det end er i disse tider, går det imod vores instinkter og vores børns. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er for dem, hvis partner ligger på hospitalet lige nu.

I konflikten mellem det, vi har lyst til at gøre, og det, vi er nødt til at gøre, er der to mulige veje til passende handling. For dem, der er i stand til at rumme blandede følelser, bliver den indre konflikt enorm, men den bliver også grundlaget for god problemløsning. Dem, der ikke er i stand til at rumme blandede følelser – og det gælder de fleste små børn og en uforholdsmæssigt stor andel af de voksne – har hårdt brug for tydeligt formulerede drejebøger.* Disse drejebøger bliver forældrenes vigtigste opgave: at oversætte en alarmerende verden til drejebøger, der er lette at følge, og som netop dette barn er i stand til at udføre.

Vi må forsøge at undgå at alarmere dem for at få dem til at være forsigtige. At alarmere børn direkte er kontraproduktivt på mange planer, ikke mindst fordi det vækker dyb utryghed og stærke alfaimpulser, som begge står i vejen for, at vi kan passe på dem. Drejebøger uden alarm bør være vores fremgangsmåde. Husk, at drejebøger skal være enkle, positive og til at udføre. Sørg for at skabe kontakt med barnet, inden du giver og viser drejebogen; ellers kan det give bagslag og i stedet skabe modstand eller modvilje. Så fang dit barns blik, få smilet og nikket, før du går videre.

Husk også, at et af de vigtigste trygge steder for børn er at være sammen med en stærk, omsorgsfuld voksen med et godt alfanærvær. Uanset hvor bange vi er, og hvor lidt vi ved om, hvad der sker eller kommer til at ske, er vi stadig vores barns svar – også deres boble af tryghed i en alarmerende verden.

Husk ligeledes, at børn, der leger, er skærmet mod den alarmerende verden omkring dem. Leg er et fristed af tryghed. Leg er også den oprindelige skole, langt mere virkningsfuld end noget, samfundet nogensinde kunne opfinde. I stedet for at forsøge at gøre hjemmet til en skole vil det i disse tider være langt vigtigere at gøre hjemmet til en ægte legeplads, hvor Naturen kan tage sig af os alle. I ægte leg ligger engagementet i aktiviteten, ikke i udfaldet. Det meste skærmleg lever ikke op til det.

Endnu en advarsel. Forpurret samhørighed er kilden til vores frustration, så bliv ikke overrasket, hvis du finder mere angrebsenergi lige under overfladen i jeres samvær. Min egen fordærvede frustration har bestemt overrumplet mig og er nogle gange brudt ud på de mest uventede tidspunkter. For at kunne tage os af vores børn må vi finde trygge emotionelle legepladser til vores frustration. Vi må også lave faste legeaftaler med vores tristhed, for det er sandsynligvis den eneste måde at forblive virkelig civiliserede på i disse tider. Hvis du maler, får du brug for at male. Hvis du skriver, får du brug for at skrive. Hvis du søger mod musik som emotionel legeplads, så husk, at du får mere brug for den end nogensinde nu. Hvis vi undlader at sørge over den tragedie, der udfolder sig – også usikkerheden og dødeligheden – baner det kun vejen for flere sår. Vi skylder dem, vi holder af, at forblive bløde og blide i denne tid.

*Drejebøger – følgende uddrag om at give barnet en drejebog er fra Gordon Neufelds bog Dit barn har brug for DIG.

At give et barn en drejebog for dets adfærd er at give stikordene til, hvad det skal gøre, og hvordan det skal gøre det …. For at det skal lykkes, må den voksne placere sig som den, der giver barnet stikord. Igen begynder vi med det grundlæggende: Vi skaber først kontakt med barnet for at kunne arbejde inde fra relationen. Det minder meget om gåsemor med sine gæslinger: at få afkommet på række, før adfærden bringes på ret køl. Når et barn først følger os, står det os frit for at tage føringen. Vores evne til at foreskrive et barns adfærd vil naturligvis kun være lige så god som barnets tilknytning til os. Den behøver ikke at være særlig dyb eller sårbar, blot stærk nok til at vække instinkterne til at efterligne og imitere.

For at vejledningen skal lykkes, må stikordene til, hvad barnet skal gøre, og hvordan det skal være, gives på en måde, barnet kan følge. Det virker ikke at give negative instruktioner, for de fortæller faktisk ikke barnet, hvad det skal gøre. Hos de umodne og dem, der sidder dybt fast, er det ofte kun handlingsdelen af befalingen, der bliver registreret! »Lad være med« bliver ofte slettet fra bevidstheden, og resultatet er det modsatte af den ønskede adfærd. Vores fokus må flyttes væk fra den adfærd, der skaber problemer, og over på de handlinger, der er ønskelige. At vise den adfærd, man ønsker, at barnet skal følge, er endnu mere virkningsfuldt. Ligesom en instruktør, der arbejder med skuespillere, eller en koreograf med dansere, bliver slutresultatet først skabt i den voksnes sind.