
Der dukker i disse dage et væld af råd op om, HVORDAN man forvandler sit hjem til en skole. Den underliggende antagelse er, at det faktisk er i barnets bedste interesse, at det sker. I mange tilfælde kan det være rigtigt. For nogle børn kan prisen være for høj.
Den vigtigste grund til at tænke sig om en ekstra gang, før man gør hjemmet til en skole, er, at børnene kan miste deres oplevelse af at være hjemme hos deres familie. Ethvert barn har brug for et hjem – det vil sige et relationelt sted med tryghed, hvile og invitation, hvor barnets accept og værdi ikke er baseret på dets præstationer. Det er rigtigt, at ikke alle børn har den slags hjem, men hvis de har, vil vi ikke ødelægge det. Og hvis de ikke har, bør det være vores første prioritet at give dem den slags hjem. Selv hvis forælderen på en eller anden måde kunne klare at gøre flere ting på én gang, betyder det ikke, at barnet stadig kan finde den mor eller far, det har brug for, når forælderen er blevet til en lærer. Det gjaldt i hvert fald for et af vores egne børn, da vi forsøgte at undervise ham hjemme, mens familien var på et sabbatår i udlandet. Denne seksårige var ganske præcis i sin beskrivelse af det umulige i det, vi forsøgte. Som han på et tidspunkt udbrød til sin mor: »Du kan ikke være min lærer. Du er min mor!« I vores tilfælde var hans mor uddannet lærer og ganske i stand til at håndtere den dobbeltrolle, det krævede. Men virkeligheden for vores søn var, at hans relationelle hjem hos hans mor blev truet, da læring kom på dagsordenen.
Der er flere måder, hvorpå skolen kan true et barns oplevelse af at være hjemme hos sin familie. For det første indebærer det at gå i skole typisk en adskillelse fra forældrene. Hvis et barns oplevelse af at være hjemme hos sin familie ikke er modnet så meget, at barnet kan bevare en fornemmelse af forbindelse, når det er væk fra dem, vil denne adskillelse vække stærke emotioner af frustration, alarm og søgen. Disse emotioner ligger bag den meste problematiske adfærd og belaster netop de relationer, barnet er afhængigt af.
Når børn mister deres oplevelse af at være hjemme hos deres familie, bliver de desuden drevet til at finde et andet hjem, der kan erstatte det, de har mistet. Mange børn ender med at erstatte deres familie med klassekammeraterne i skolen. Desværre er skolerne blevet uforvarende fabrikker for jævnalderorientering, der trækker børnene ud af kredsløbet om de forældre, der skal være svaret for dem, og ind i et kredsløb om andre børn, som umuligt kan tage vare på dem. Som bevis på denne dynamik vil du opdage, at de fleste børn i dag ikke går i skole for at lære om deres verden, men for at være sammen med deres venner. Med andre ord føler de sig mere hjemme hos hinanden end hos deres egen familie. Dette tab af at føle sig hjemme hos familien har ødelæggende virkninger på deres emotioner, deres udvikling, deres læring og endda på samfundet som helhed. Emnet er så stort, at jeg skrev en bog om det, og selv da kun ridsede i overfladen af fænomenet.
Disse ulemper ved institutionel læring kan undertiden vendes ved at undervise børn hjemme, men truslen mod barnets oplevelse af at være hjemme hos sin familie kan stadig bestå, hvis barnets skolegang bliver forældrenes højeste prioritet. I løbet af min faglige karriere anbefalede jeg nogle gange forældre, at de emotionelle og adfærdsmæssige problemer, de stod over for med deres barn, måske kunne mildnes ved at tage barnet ud af skolen, i det mindste for en tid. Nogle gange var resultaterne slående og ret umiddelbare. Af og til gav ordningen dog bagslag. Det forekom mig, at en af de primære årsager til, at hjemmeundervisning slog fejl som løsning, var, når barnet på en eller anden måde mistede den forælder, det havde brug for, i den proces, hvor forælderen påtog sig rollen som lærer.
Vi har under denne krise uden fortilfælde en ret enestående mulighed for faktisk at få vores prioriteter på plads – hjemmet før skolen. Mange børn skal vindes tilbage, og forældrene kunne med fordel bruge tiden til at genindtage deres retmæssige plads i deres børns liv. Det er ikke nødvendigvis en let opgave, men intet vil fungere rigtigt for barnet eller for os som forældre, medmindre vores børn virkelig føler sig hjemme hos os og kan finde den emotionelle hvile og den mættende kærlighed hos os, som de har brug for. Når vi nu har dem hjemme, og vi bliver opfordret til at blive hjemme, hvad kunne så være vigtigere end at dyrke deres oplevelse af at være hjemme hos os? Det er uendeligt meget vigtigere, emotionelt og udviklingsmæssigt, end at finde ud af, hvordan vi forvandler vores hjem til en skole.
Når vi ser, hvad et barn udviklingsmæssigt virkelig har brug for for at lære og vokse, hjælper det os til at vide, hvor vi skal lægge vores fokus. Som teoretiker har jeg viet en stor del af mit livsværk til at samle brikkerne til puslespillet om, hvad børn har brug for for at have emotionel sundhed og trivsel, herunder for at realisere deres fulde menneskelige potentiale.
Kort sagt, destilleret til essensen, er et barns uomgængelige behov:
a) de rette relationer til de voksne, der har ansvaret for barnet
b) et blødt hjerte, hvor barnet kan føle ømme emotioner
c) tilstrækkelig hvile – emotionelt og fra tilknytningens arbejde
d) ægte leg, hvor engagementet ligger i aktiviteten snarere end i resultatet
Dette er nøglefaktorerne i sund udvikling uanset race, religion, køn, kultur eller samfund. Det gjaldt for vores fjerne forfædre og vil stadig gælde for vores efterkommere langt ude i fremtiden. Når disse betingelser er til stede for et barn, sker der vækst, potentialet folder sig ud, individualiteten træder frem, og nysgerrigheden viser sig. Med andre ord: Hvis betingelserne er gunstige, kan Naturen klare resten.
Det afgørende spørgsmål er: Hvor er det mest sandsynligt, at disse fire betingelser er til stede for et barn – i en god skole eller i et godt hjem? Desværre kender vi alle hjem, hvor disse betingelser mangler, med tragiske følger for de børn, det drejer sig om. I de tilfælde er skolen bestemt det bedste bud. Men tragedien i dagens samfund er, at forældre i fuldt velfungerende hjem tror mere på det, skolen har at tilbyde, end på det, de selv har at tilbyde deres børn. De har mistet tilliden til, at de selv er svaret på det, børn har allermest brug for.
Desværre er selv de bedste skoler i verden ikke indrettet til at give børn disse grundlæggende betingelser. Mange skoler er meget bedre nu, end de var engang, men disse fire væsentlige faktorer er sjældent på dagsordenen i nogen form, i hvert fald ikke systematisk. Mit arbejde med skoler har i høj grad handlet om at hjælpe undervisere med at forstå og fremme disse betingelser i skolen. Der er ingen tvivl om, at skoler kan øge deres virkning betydeligt, når de i denne henseende begynder at fungere mere som et hjem. Men det samme kan ikke siges omvendt. Hjem øger ikke deres virkning ved at fungere mere som en skole.
Tilbage til den pandemi, vi står i. Der er slået rod en idé i vores samfund om, at skolen er den vigtigste faktor for læring, hvis ikke for selve udviklingen. Showet må gå videre, får vi at vide. I den sammenhæng vil jeg minde forældre, der føler sig presset til at blive lærere eller i det mindste lærerassistenter, om, at der ikke findes nogen vigtigere rolle end at være et barns hjem. Hvad du end gør, så pil ikke ved det. Og når det bliver for meget, er det, der må ofres, alt det, der kunne stå i vejen for at udfylde denne rolle for et barn. Der er et fast holdepunkt – noget at tro på, når modgangen tager over. Det holdepunkt er hjemmet – ikke skolen.
Sammenfattende er det ikke afbrydelsen af skolegangen, der bør være vores primære bekymring i denne tid. Det, vi skal huske, er, at når skolen kommer hjem, må vi passe på, at det ikke sker på bekostning af det hjem, et barn har brug for. For mange børn og familier kan en pause fra skolen være det bedste, der kommer ud af denne pandemi.
Skrevet af Gordon Neufeld i 2020 og udgivet på NeufeldInstitute.org