At konfrontere racisme – en opfordring til eftertanke

Vi bliver i disse dage opfordret til – med god grund – at konfrontere racisme, hvor end vi måtte finde den. Den bliver afdækket i nogle af netop de institutioner, vi er afhængige af for at bevare orden og retfærdighed i vores samfund. Vreden og følelsen af at være svigtet stikker dybt.

Der er også en voksende erkendelse af, at racisme er systemisk i nutidens samfund – selvom vi holder lighed for en af de højeste værdier. Jeg vil hævde, at racismen stikker endnu dybere end som så; den er et uheldigt afkom af vores udviklingsmæssige begyndelse.

Et væsentligt aspekt af udviklingen er, at barnet deler verden op i os og dem. Hver eneste af os har været skyldig i at tro, at de, der er ligesom os, betyder mere end de, der ikke er ligesom os. Vores tilknytningsverden begynder temmelig polariseret. Jeg husker tydeligt min egen barndom i en religiøs etnisk gruppe, hvor »dem« betød »englænderne«. Ordet blev brugt om alle uden for »vores folk«, uanset race, nationalitet, sprog eller oprindelse. Denne forestilling gjorde det bekvemt indlysende, hvor ondskaben kom fra, hvor truslen lå, og hvem fjenden var. Polariserede holdninger falder ret naturligt for en førskolebarnsmentalitet, uanset alder og med eller uden samfundets hjælp.

Forestillingen om »vi« er helt afgørende for en sund udvikling. Det er temmelig uheldigt, at forestillingen om »dem« følger med, sammen med alle de domme, der kan følge deraf. Hvis polarisering af tilknytningen er en del af alles begyndelse, hvordan skal vi så komme ud over den? Mange sætter deres lid til uddannelse, andre til konfrontation. Som udviklingspsykolog er jeg overbevist om, at det bedste svar ligger der, hvor problemet opstod i første omgang. Modningsprocessen har brug for en chance for at gøre sit arbejde færdigt. Opdelingen i »os og dem« var kun ment som et skridt på vejen mod integration, mod at modsatrettede dele kommer sammen. Kun ægte modning kan hjælpe os til at komme ud over førskolebarnet indeni.

Hvis betingelserne er gunstige, bør børn blive temmelig splittede over for disse forenklede polariseringer og fyldes med tanker og ideer af typen »men på den anden side«. Dette naturlige fødested for lighed bør spontant tage sin begyndelse omkring fem- til syvårsalderen, hvis alt folder sig ud, som det skal. Desværre er modning ikke uundgåelig. Vi vokser ikke alle op og ud af racisme – eller af de utallige andre udtryk for polarisering af tilknytningen, for den sags skyld. Som Robert Bly argumenterede for i The Sibling Society, er umodenhed blevet almindelig i nutidens samfund, selv blandt vores såkaldte ledere.

Hvis indre konflikt virkelig er motoren i den moralske udvikling, hvorfor mangler så mange voksne i dag blandede følelser? En del af problemet er, at vi ikke kan føle os splittede over noget, vi ikke engang vedkender os. Efter min erfaring er det ret sjældent, at nogen indrømmer at være racist eller kvindehader eller endda bølle, for den sags skyld, selvom det er temmelig tydeligt for folk omkring dem. Når den indre konflikt mangler, virker ens fortolkninger selvindlysende – på samme måde som hos ethvert normalt førskolebarn. Deres verden er en verden af sort-hvid-tænkning, gode og onde, vindere og tabere, mennesker, der betyder noget, og mennesker, der ikke gør. Før vi kan forholde os til disse polariserede følelser i os selv og mærke den indre konflikt, der ville gøre det muligt for os at vokse ud af dem, må vi først og fremmest indrømme dem over for os selv. Der findes ingen anden vej til fuldt ud at blive omvendt til ligeværdet i at betyde noget – indefra og ud, vel at mærke, og helt ind til kernen af vores væsen.

Men emotionel modning tager tid og kræver gunstige betingelser for, at man kan vokse ud af det. Så hvad gør vi med vores børn i mellemtiden? Og hvad gør vi desuden med umodne voksne, der sidder på poster med samfundsansvar, især dem, der skal tage sig af os? Og endelig: Hvordan kompenserer vi for vores egen umodenhed og uundgåelige regression i perioder med udmattelse, stress og alarm?

Svaret ligger i sociale drejebøger. For at kompensere for emotionel umodenhed må vi omsætte vores værdier om lighed og retfærdighed til enkle drejebøger. Som med skuespillere i et stykke gælder det, at hvis der er brug for modenhed, må den skrives ind i drejebogen på enkle måder, der er til at udføre. Vi kan ikke vente på, at skuespillerne bliver voksne eller forstår, hvordan modenhed ser ud og føles – indefra og ud. Som forældre må vi give vores børn drejebøger. Lærere må give deres elever drejebøger. Lederne af vores institutioner bør gøre det samme med dem, de har ansvar for eller kommando over. Og vi må lave disse drejebøger til os selv til de gange, hvor vi mister den integrerende funktion, der gør os fuldt ud menneske og menneskelige. At kræve modenhed, hvor den mangler, er en øvelse i afmagt. Vores opgave er at skabe og stille de drejebøger til rådighed, der gør det muligt for os at handle modent, når der måske ikke er tilstrækkelig emotionel modenhed til at bære det spontant. Så vi har noget hjemmearbejde at gøre.

Racisme bliver ikke taget op – i hvert fald ikke gennem sociale drejebøger – hvis vi ikke først indser, at vi har et problem. Så vi må konfrontere racisme, hvor vi ser den, og ikke glemme at se på os selv undervejs.

Den dybeste og mest varige løsning på racisme er ægte modning. Vi i Neufeld Institute vil fortsætte med vores mission om at hjælpe forældre og lærere med at give børn betingelser, der gør det muligt for dem at vokse ind i deres modstridende følelser og derefter ud af deres polariserede holdninger. Vi håber, at vi kan gøre en forskel.