Hvad gør vi med frustration?

Hvis man prøvede at lave en opskrift på frustration, ville de seneste måneder være den vindende kombination. Frustration er en af vores primære pattedyremotioner, og den opstår, når tingene ikke går, som vi gerne vil have dem til.

Ikke at kunne bevæge sig rundt i verden, som vi plejer? Frustrerende! At skulle lave skolearbejde hjemme hele dagen? Frustrerende! Ikke at kunne se bedsteforældre, lærere eller fætre og kusiner? Frustrerende! At skulle holde øje med skolearbejdet hjemme hele dagen, mens man samtidig prøver at arbejde og/eller nå alt det andet, der skal gøres? Også frustrerende!

En af de grundlæggende sandheder om emotioner er, at de søger udtryk. Hvis vi forstår denne sandhed, kan vi give tid og plads til udtrykket. Hvis vi ikke gør det, vil vores emotioner søge udtryk alligevel og sive (eller eksplodere) ud af os uden vores samtykke. Når det gælder frustration, ved vi alle, hvordan et sådant udbrud kan se ud: skarpe ord, raserianfald (i børne- og voksenudgave), sarkasme, slag (eller impulser til at slå), smækkede døre, selvskade og så videre.

I disse tider, hvor der er frustrerende omstændigheder overalt, vil det være klogt af os som forældre at sørge for at indbygge faste tidspunkter, hvor emotionerne (både vores egne og vores børns) kan komme ud på måder, vi som regel kan acceptere – at vi giver tid og plads til det, Dr. Gordon Neufeld kalder »emotionelle legepladser«. Emotionelle legepladser er aktiviteter eller vaner, der giver tid uden hastværk og rigelig plads til, at emotionerne kan bevæge sig. De er i bund og grund emotionelle »das«: udpegede steder, hvor udladninger af emotioner, som til tider er ubehagelige og uappetitlige, kan finde sted. Sammenligningen med dasset er særlig rammende, for vi ved alle, hvilket rod der venter os, hvis vi ikke regelmæssigt går en tur på das …

Når vi tænker på udtryk for frustration, er der tre brede kategorier af aktiviteter, hvor den kan »komme ud og lege«: destruktive aktiviteter, konstruktive aktiviteter og aktiviteter, der vækker vemod.

Det er nok indlysende for os alle, hvordan destruktiv leg giver frustrationen »luft«. Frustration kan hobe sig op i vores børn (eller i os selv) som en vulkan, der er klar til udbrud; denne type aktiviteter giver den eksplosive energi et sikkert sted at komme hen.

Nogle eksempler på destruktive aktiviteter er:

• At lave en »Det er noget møg«-kasse (ligesom en gammeldags klagekasse) i køkkenet, hvor familiens medlemmer kan putte sedler fyldt med frustration, når den har brug for at komme ud (hvis »møg« ikke hører til jeres godkendte ordforråd, så husk, at jo mere kant legen har, desto bedre egner den sig ofte til at få fordærvet frustration sikkert ud)
• At slå løs på en boksesæk
• At slå glasflasker i stykker med en hammer, mens de er pakket ind i et håndklæde
• At hugge brænde
• At tegne en person eller en ting og rive tegningen i stykker
• At lave en »lortebog« (en dagbog til tirader, bandeord og andre ting, der normalt ikke er acceptable)

Konstruktiv leg kan også være en god måde at få frustrationen til at bevæge sig på. Det giver mening, hvis vi husker, at frustration opstår, når tingene ikke går, som vi vil. Frustration kommer af at ville forandring, så det at kunne få noget til at blive præcis, som vi vil have det, giver godt afløb for den frustration, der hober sig op omkring alt det, vi ikke kan ændre.

Nogle eksempler på konstruktive aktiviteter er:

• At lave noget, der bliver helt rigtigt, hvad enten det er træarbejde, keramik, bagning eller madlavning
• At plante og passe en køkkenhave
• At rydde op i en skuffe, et skrivebord eller en bogreol

Endelig – og måske lidt forvirrende – hjælper aktiviteter, der kalder lidt tristhed frem, også frustrationen til at bevæge sig. En af de bedste måder, frustration forløses på, er, at den bliver omdannet til tristhed. Sagt enkelt: Kan vi få vreden til at blive til tristhed? Det er det endelige svar på alt det, vi ikke kan ændre: selv at blive forandret af netop de ting, at tilpasse os det, der ikke går, som vi ønsker. Det er roden til ægte modstandskraft, og det er derfor, aktiviteter, der vækker vemod, er så gode til at dræne opbygget frustration.

Nogle eksempler på aktiviteter, der vækker vemod, er:

• At se triste film
• At læse poesi
• At spille musik eller lytte til musik
• At skrive dagbog med eftertanke

Som du nok kan forestille dig, kunne hver af disse lister fortsætte i det uendelige – der er lige så mange emotionelle legepladser, som der er mennesker, og det, der virker for én, kan falde helt til jorden for en anden. Det er vigtigt at finde ud af, hvad der virker for hvert af dine børn, og hvad der virker for dig. Som Gordon siger: Alle børn har deres »tilbøjelighed«. Er de nogen, der slår? Nogen, der råber? Nogen, der bygger? Nogen, der maler? Vi skal bare finde ud af, hvad tilbøjeligheden er.

I denne tid, hvor så meget ikke går, som vi gerne ville have det – denne tid med mange daglige frustrationer – bør det være en fast del af vores nyopfundne skemaer, at hvert medlem af familien har tid til at lege. Vi har alle brug for steder – i hvert fald et par gange om ugen – hvor vores frustration kan bevæge sig. Vi er ofte så bange for, at hvis vi giver frustrationen lillefingeren, tager den hele hånden.

I virkeligheden er det stik modsat. Hvis vi giver vores frustration lidt plads, hvor den frit kan strømme, er der langt mindre risiko for, at den bryder ud af os, når vi mindst venter det.