Mens forældre overvejer, hvad der er den bedste vej frem for deres børn og familier under denne pandemi, har en række debattører i canadiske nyhedskanaler indtrængende erklæret, at børn HAR BRUG FOR at gå i skole. En sagde endda, at børn har mere brug for at gå i skole, end de eller deres familier har brug for at blive beskyttet mod covid-19.
Der er mange legitime argumenter for skolen og for at gå i skole, også når der er risici forbundet med det, men at fremstille skolen som et væsentligt udviklingsmæssigt behov er ikke et af dem. Efter at have brugt en stor del af min karriere på at uddanne lærere og støtte skolesystemet er jeg dybt bekymret over at ophøje skolen til et grundlæggende menneskeligt behov. Det lægger ikke blot et urimeligt pres på skolesystemet og de engagerede lærere, der forventes at gøre det umulige; denne holdning undergraver også forældrenes ret til selv at vælge, hvordan deres børn skal undervises.
Det er ikke svært at forstå, at børn må gå i skole, for at økonomien kan komme på fode igen, eller at nogle børn må gå i skole, for at begge forældre kan gå på arbejde. Det er heller ikke svært at forstå, at nogle børn måske har brug for at gå i skole for at give deres forældre en pause, eller – hvis de kommer fra urolige hjem – for at finde en vis tryghed og stabilitet. Underforstået i disse dogmatiske erklæringer er imidlertid, at børn har brug for at gå i skole for deres egen skyld – for at lære, for ikke at sakke bagud, for at omgås deres jævnaldrende, for at udvikle sig normalt. Hastværket i disse udsagn antyder, at forældre ville gøre deres børn en stor bjørnetjeneste ved ikke at få dem tilbage i skole så hurtigt og så fuldt ud som muligt.
HAR børn virkelig BRUG FOR at gå i skole for at lære? Eller for at omgås deres jævnaldrende? Eller for at udvikle sig normalt? Eller for at blive egnede til samfundet? Er skolen svaret for ethvert barn? Er skolen lige så nødvendig for barnet, som den er for nutidens samfund og dets økonomi?
Svaret er NEJ – et rungende NEJ til alt det ovenstående! Inden jeg forsøger en kort forklaring, vil jeg sætte denne tro på skolens uundværlige rolle i perspektiv.
Skolen har i århundreder været brugt som et instrument til socialisering – til at presse børn ind i hovedstrømmen i samfundet. Regeringer, der i høj grad identificerer sig med denne dagsorden, har gjort hjemmeundervisning ulovlig – blandt de mest kendte er Sverige og Tyskland. I disse lande kan hjemmeundervisning faktisk føre til, at staten tager børnene. Det burde derfor ikke komme bag på nogen, at Sverige nægtede at lukke sine skoler under pandemien. Der er også en række uddannelsesideologer i Canada, der tilslutter sig denne dagsorden og fremhæver Sverige og Tyskland som de forbilleder, vi bør følge. Det følger heraf, at de mener, at skolen bør være obligatorisk for ethvert barn. I deres tænkning HAR et barn BRUG FOR at gå i skole, for at staten kan gøre sit arbejde, herunder at udrydde enhver mangfoldighed, der ikke passer ind i det samfund, de repræsenterer. Det var også tankegangen bag Canadas kostskoler for oprindelige folk (residential schools).
Der er en række problemer ved denne tilgang. For det første er skolen ikke længere så effektiv til at opfylde sit socialiseringsmandat, i hvert fald ikke i nutidens samfund. Tyskland og Sverige har ligesom mange lande i Europa og også her i Nordamerika betydelige problemer med at integrere deres unge i samfundet. For det andet er holdninger som »én størrelse passer til alle« eller »staten ved bedst« temmelig magtfuldkomne og koloniale i deres tænkning og passer ikke til mere bevidste og socialt følsomme tider. For det tredje vil jeg gerne tro, at det er noget ucanadisk at gøre skolen til den obligatoriske undervisningsform – i hvert fald for det mere voksne Canada, vi helst vil være. For det fjerde bygger denne tro på skolen som et socialt og udviklingsmæssigt behov ikke reelt på videnskaben om, hvordan børn når deres fulde potentiale, herunder hvordan de bedst lærer og bliver egnede til voksensamfundet. For det femte stemmer den ikke med evidensen: Børn, der er undervist hjemme, har gang på gang vist bedre resultater både i faglig læring og i integration i samfundet.
Ikke desto mindre sidder troen på skolen som samfundets frelser dybt. Det har jeg selv oplevet, når jeg har talt i parlamenterne i både Sverige og Tyskland og i EU-parlamentet i Bruxelles (Gordons tale i Bruxelles kan downloades gratis som PDF her (på engelsk)). Og troen sidder også dybt i visse uddannelseskredse her i Canada.
Det egentlige spørgsmål, vi burde stille, er: Hvad har børn virkelig brug for for at blive fuldt ud menneske og menneskelige, civiliserede og kultiverede? Og dernæst: Hvordan passer skolen ind i disse uomgængelige behov – for børn i almindelighed og for ens eget barn i særdeleshed? Det endelige svar kan meget vel afhænge af det konkrete barn.
Jeg har brugt størstedelen af min faglige karriere som udviklingsteoretiker på at studere disse spørgsmål og på at forsøge at udskille de betingelser, der fremmer den spontane udfoldelse af menneskets potentiale. Konklusionerne ville kræve flere bind at formulere ordentligt, men lad mig kort opsummere dem her i et forsøg på at imødegå det, jeg anser for forældede antagelser om, at skolen er svaret på det, et barn har brug for. Jeg introducerede meget kort disse uomgængelige behov hos et barn i en tidligere artikel (Når skolen flytter hjem, så ofr ikke hjemmet – april 2020), men vender tilbage til dem her.
Først og fremmest har børn brug for at være KNYTTET til de voksne, der har ansvaret for dem. Det er der mange grunde til, for deres tilknytning til os gør det muligt for os at tage os af dem og skaber den sammenhæng, som udviklingen sker i. En af tilknytningens primære funktioner er at fremme socialisering – at gøre dem tilbøjelige til at efterligne os og give os mulighed for at give vores værdier videre til dem, forme deres læring eller få dem til at påtage sig en bidragende rolle i vores samfund. Skolen var engang fremragende til at varetage denne funktion – dog ikke på grund af læseplanen, men fordi eleverne var knyttet til deres lærere. Desværre ser det nu ud til snarere at være undtagelsen end reglen. Derudover er skolen uforvarende blevet en grobund for jævnalderorientering, der trækker børnene ud af kredsløbet om netop de voksne – forældre, lærere, bedsteforældre – som skulle være svaret på deres vej ind i voksensamfundet. Jeg skriver om dette fænomen i Dit barn har brug for DIG. Når børn kredser om deres jævnaldrende, bliver de presset ind i en kultur, der er skabt af andre børn og af dem, der henvender sig til dem og udnytter deres optagethed. Disse jævnalderorienterede børn har ofte sværere ved at finde deres plads i samfundet. Hvad er fordelen ved at sende et barn i skole, hvis det dermed mister netop de tilknytninger, der skal danne skødet for dets modning og bane vejen for dets integration i samfundet?
For det andet har børn brug for at FØLE – deres emotioner, det, der bevæger dem, deres kroppe, deres indre tilstande og endda deres selv. Det er afgørende, ikke kun for deres emotionelle sundhed og trivsel, men for ægte vækst og sund udvikling. Vi ved, at følelser er lettere at få adgang til i trygge relationer med omsorgsfulde voksne og på emotionelle legepladser. Vi ved også, at stress er hård ved følelserne. Virkeligheden er, at mange børn oplever skolen som stressende, og vores kultur er mindre tilbøjelig til at give børnene de trygge rum, hvor deres følelser kan vende tilbage. Følelser er afgørende for at blive fuldt ud menneske og menneskelig, herunder for at udvikle empati og tage hensyn til andre. Ligesom vi bør værne om et barns relationer til de voksne, der har ansvaret for det, bør vi værne om barnets følelser. Børn har bestemt langt mere brug for at føle, end de har brug for at være i skole. Hvad ville det gavne et barn at gå i skole, hvis det dermed mistede sine ømme følelser?
For det tredje har børn brug for at opleve tilstrækkelig HVILE fra udfaldsbaserede aktiviteter som præstation og resultater – og fra at skulle få deres tilknytninger til at fungere – for at deres potentiale kan folde sig ud. De, der tror på skolen som den eneste vej til en uddannelse, tror også ofte på ARBEJDE som en nødvendig del af skolegangen. Deraf begreber som skolearbejde, lektier og prøvernes centrale plads. Hvor paradoksalt det end kan lyde, udspringer al ægte vækst – fysisk, emotionelt og psykologisk – af hvile, ikke af arbejde. Læring, herunder opmærksomhed og hukommelse, fungerer bedst i hviletilstand, ikke i arbejdstilstand. Så hvor skal børn finde den hvile? Og hvad er der at vinde, hvis et barn ved at gå i skole mister den oplevelse af HVILE, der skal til, for at det kan blive alt det, det var skabt til at blive?
Det bringer os til det fjerde uomgængelige behov, for at potentialet kan folde sig ud, og det er LEG. Jeg taler ikke om den slags leg, der er udfaldsbaseret, men om den leg, der virkelig er »leg for legens skyld« – engagerende i sig selv, uanset udfaldet. Efter den definition af leg vil mange spil, sportsgrene, videospil og skærmleg ikke kvalificere sig. Man har opdaget, at ægte leg er en form for aktiveret hvile, der giver vores hjerner og kroppe alle hvilens fordele. Vi ved nu også, at leg virkelig er »Naturens skole«, at læring fungerer bedst i legetilstanden, at leg er modningens forreste front, og at leg er socialiseringens skød. Man kunne med god grund hævde, at det finske skolesystems overlegenhed ikke skyldes læseplanen eller læreruddannelsen, men at det indarbejder så meget leg i sin daglige struktur.
Tænk på nysgerrighed. Kernen i nysgerrighed er opmærksomhed, der leger. Vi ved alle, hvor hård skolen er ved nysgerrigheden, som viser sig mest i de første klasser og mindst i de sidste. Vi ved også, hvor meget læring afstumpes af, at man giver svarene, før spørgsmålene har formet sig. Spørgsmålet er, hvor nysgerrigheden bedst kan bevares og få lov at føre an. Hvor er der størst sandsynlighed for tålmodighed og visdom til at vente på spørgsmålene? Jeg gør mig ingen illusioner om, at ethvert hjem kan give et sådant miljø, men der er mange flere hjem, der måske kunne, hvis de vidste, at det var vigtigt. Børn har mere brug for at være nysgerrige, end de har brug for at være i skole. Hvad ville det gavne et barn at gå i skole, hvis det dermed mistede sin nysgerrighed?
Tænk også på hjernens udvikling. Man har opdaget, at skolen faktisk ikke bygger hjerner. Det gør leg. Skolen bruger kun de hjerner, som leg bygger. Så når det kommer til stykket, hvad bør vi så værne om i et barns liv? Hvad ville det gavne et barn, hvis det på grund af skolen mistede sin leg og sin legelyst?
Når vi ved, hvad et barn virkelig har brug for, for at læring kan fungere bedst muligt, og sund udvikling kan finde sted, bliver spørgsmålet: »I hvilke omgivelser er det mest sandsynligt, at netop dette barn oplever disse betingelser, og i hvilke omgivelser er betingelserne mest truede?« Svarene på dette spørgsmål må så overvejes i lyset af de ressourcer og muligheder, der er til rådighed. Nogle gange er svaret klart, men ofte er det ikke. Men på den anden side ville vi gøre vores børn en dårlig tjeneste ved ikke at overveje disse spørgsmål.
Misforstå mig ikke. Jeg tror på skolen. Min kone og jeg, vores fem børn og vores seks børnebørn er alle blevet undervist i skoler. Flere er også blevet undervist hjemme i kortere eller længere perioder. Nogle af vores børn underviser nu selv i skoler, og én er aktivt involveret i læreruddannelse. Det, jeg forsøger at gå i rette med her, er antagelsen om, at børn HAR BRUG FOR skolen. Pandemien har gjort det ret tydeligt, at nutidens samfund er afhængigt af skolen. Samtidig kan det, et bestemt barn virkelig har brug for, være i fare, når det går i skole. Det er her, der er brug for visdom, hvis man har den luksus at have valgmuligheder.
Heldigvis kan forældre i Canada stadig selv vælge det, de mener, er i deres barns bedste interesse. Lad os holde fast i det.
Skrevet af Gordon Neufeld i 2020 og udgivet på NeufeldInstitute.org