Hvor er mit søde barn blevet af?! At holde fast i vores unge teenagere

Alle, der tilbringer tid med en ung teenager, ved, at de kan være dejlige og fængslende det ene øjeblik og irrationelle og vrede det næste. Deres emotioner er stærke, og deres præfrontale cortex er under gennemgribende ombygning. Resultatet er utrolige højder, desperate dybder, moden indsigt og impulsive reaktioner – nogle gange alt sammen på én dag.

Det kan være utrolig svært at være forælder i de tidlige teenageår. Et sted mellem 11 og 13 år bliver vores hidtil fornuftige børn sandsynligvis fuldstændig allergiske over for at blive vejledt. De kan virke hensynsløse, handle overilet og – ja – endda få raserianfald.

Selv hvis vi tidligere havde et tæt forhold til vores barn, vil de nu sandsynligvis himle med øjnene ad os og uden omsvøb fortælle os, hvor meget vi tager fejl om alt muligt. De ser ud til at have glemt alt, hvad vi nogensinde har lært dem – fra bordskik til sikkerhed på cyklen. Mange voksne slår opgivende ud med armene og føler, at de fuldstændig har fejlet som forældre eller lærere. De spørger: Hvor er al min ømme omsorg og vejledning gennem de sidste 12 år blevet af?

Faktisk har omsorgen og vejledningen ikke været forgæves. Vi er som forældre og lærere simpelthen gået ind i puberteten igen – denne gang som dem, der har ansvaret for at lede vores teenager gennem overgangen! Hvis vi syntes, det var en hård tur første gang, bliver denne gang sandsynligvis også ret ujævn. Kropslugt og vækstspurter, kønshår og bh'er er faktisk de nemme dele sammenlignet med de emotionelle op- og nedture, som vi tålmodigt skal finde vej igennem og føre vores teenagere igennem.

Hvad er meningen med al denne uro og omvæltning? Vi forstår, at de fysiske forandringer skal gøre deres kroppe klar til forplantning, men hvad er formålet med de vilde humørsvingninger og afvisningen af at samarbejde? Ganske enkelt: Naturen gør plads til, at et nyt, spirende individ kan træde frem i sin egen personlighed.

I det første årti eller deromkring får du lov at fylde dit barn op med dine værdier, din tro, dine præferencer, idealer og prioriteter – og så begynder den unge teenager at afprøve nye ideer, som er helt deres egne. Nogle af dem er søde og forsigtige, nogle er bizarre og sære, og nogle kan faktisk endda være farlige. Alle er de uafbalancerede, og sort-hvid-tænkning hersker. Mens denne afgørende proces med at opdage sine egne tanker og ideer begynder, rejser naturen, hvad der svarer til psykologiske mure, for at holde omverdenen på afstand. Så hvis du føler, at du taler til en mur, gør du det på en måde også. Hvis du føler, at de kun tænker på sig selv, er det sandt. Men det er der en god grund til: Naturen har en plan.

Når vi forstår, hvorfor det sker, bliver vores rolle mere tydelig: Vi må beskytte vores spirende unge teenager mod hård kritik, mod skam og ofte mod sig selv. Vi må lade dem folde sig ud. Og vi må have overbærenhed med det akavede i udtrykket, det bizarre i ideen eller det frustrerede udbrud, når vi for eksempel må stoppe dem i at hoppe over bilen på cyklen.

Det gør vi for dem, ligesom vi gjorde, da de var tumlinger og ville »selv gøre«! Vi lader dem prøve, vi støtter anstrengelsen, og vi passer på dem, både fysisk og emotionelt. Selvom de kan være hensynsløse over for andre (også os), er det nu, vi som forældre må træde i karakter og behandle dem med værdighed og omsorg.

For unge teenagere er det spændende at blive sin egen person, men det er også utrolig skræmmende og sårbart, og det vigtigste, vi kan gøre som forældre, er at holde fast i vores teenagere. Det kan være svært, fordi de tilsyneladende aktivt skubber os væk. Alligevel må vi finde måder at stå ved deres side på. De har brug for, at vi er på deres hold, uanset hvad. Vi må give dem næring, både fysisk og emotionelt. Vi må være en solid base derhjemme. Og vigtigst af alt må vi tage det fulde ansvar for relationen.

Det kan lyde som meget at forlange, når din teenager lige har forklaret dig i detaljer, hvor du kan stikke den hen. Og det er meget at forlange. At være forælder til en ung teenager vil få os til at vokse og strække os. Det kræver, at vi viser nåde – en velvilje, der gives frit og ufortjent, uden forventning om gengæld. Vi kan for eksempel ikke tillægge en teenager hensigter, når den unge bliver kapret af voldsomme emotioner. I stedet kan vi nøgternt sige: »Det her går ikke så godt. Lad os tage en pause og komme tilbage senere, så kan vi se en serie og få en snack sammen.« Det er nåde i praksis.

Så næste gang en eftermiddag med din unge teenager går helt skævt, så forestil dig dem som det treårige barn, de engang var, og tag dem ind til dig (hvis de lader dig), find noget at grine af, vær legende, giv dem noget at spise, og stol på, at din relation til dem vil bære frugt på længere sigt. Det kan være hårde år, når vores unge bevæger sig fra at være børn til at blive voksne. Det er en svær og skræmmende tid for dem, fuld af enorme emotioner og nye erkendelser.

Vi kan ikke beskytte dem mod farerne på vejen, men vi kan blive ved deres side, forblive loyale og standhaftige og dele snacks og papirlommetørklæder ud. Vi kan holde fast.

Redaktionel note: Robin er sammen med sin kollega i Neufeld Institutes fakultet, Lisa Weiner, dybt involveret i vores to kurser om ungdomsårene. Læs mere om dem her: Making Sense of Adolescence og Adolescence & Sexuality (på engelsk).