De to afgørende invitationer

Dr. Gordon Neufeld siger, at vi har brug for at give vores børn to invitationer. Den første er den ubetingede invitation til at eksistere i vores nærvær, og den anden er invitationen til at blive fuldt ud den, de er. Den samme tanke bliver nogle gange udtrykt i et billede: Vi hjælper dem med at få både rødder og vinger.

Nogle forældre har let ved at række invitationen til en dyb, afhængig relation frem: »Dine problemer er mine problemer«, »der er intet, du kommer med her, som er for meget for mig« og »lad mig hjælpe dig med at finde en vej« indfanger kernen i denne invitation. Andre inviterer naturligt et barn til at blive den, det er: »Lad os se, hvad du skaber!«, »Åh, det er en interessant måde at se det på – fortæl mig mere« og »Jeg kan godt se, hvorfor du ikke kan lide det« er vendinger, der byder individuation (det at blive et selvstændigt individ) velkommen. For de fleste af os falder den ene af disse grupper af vendinger mere naturligt end den anden. Det er en del af vores vækst som forældre at finde begge invitationer i os selv, så vi kan række dem frem til vores børn.

Mens børn vokser op, skifter de mellem disse to drivkræfter – at knytte sig og at individuere – fra dag til dag og nogle gange endda fra øjeblik til øjeblik. Vi ser disse poler tydeligst hos vores tumlinger og vores teenagere, fordi den integrerende funktion – evnen til at rumme to modsatrettede følelser på samme tid – er svagt udviklet i begge disse perioder af livet. Jeg husker tydeligt, hvordan min toårige søn insisterede på selv at tage tøj på – man kunne høre skuffer smække og råb gennem den lukkede dør til hans værelse – blot for at glide og falde på vores gåtur 20 minutter senere og så ville bæres og have en sang.

Jeg bliver mindet om denne tumlingetid, når min anden søn, der nu er 16, begejstret fortæller mig om det sabbatår, han planlægger – alene på cykel tværs gennem vores hjemstat Oregon for at se på fugle – lige inden jeg putter ham i seng, hvor han elsker at høre den samme sang, som jeg har sunget for ham ved sengetid hele hans liv. Dyb tilknytning giver brændstof til drivkraften mod individuation, og efter en periode i individuationstilstand har vores børn (hvad enten de er tumlinger, teenagere eller et sted midt imellem) brug for at »tanke op« med tilknytning igen.

Som altid kalder det det bedste frem i os at være den forælder, vores barn har brug for, og det driver os videre i vores egen udvikling. Vi bliver kaldet til at finde vores egen integrerende funktion, vores egen evne til med overskud både at byde afhængighed velkommen og fejre selvstændighed, frem og tilbage, igen og igen, mens vi støtter vores børn i deres sunde modning.

Det ene eller begge disse behov hos vores børn kan vække noget i os. For nogle kan førskolebarnet, der vil bæres hele dagen, bringe os ansigt til ansigt med vores frustration. For andre kan det være tumlingens (eller teenagerens!) insisteren på »Selv gøre!«, der sætter vores tålmodighed på prøve. Som altid i forældreskabet gælder det, at når vores egne følelser bliver store, må vi finde et sted at give dem emotionelt udtryk (hvad enten det er at skrive dagbog, dyrke kickboksning eller lytte til melankolsk musik). På den måde kan vi give vores børn den frugtbare jord, de har brug for at slå rødder i, og samtidig glæde os over og værdsætte de vinger, de folder ud.