At lege med alarm

Ondt i maven og monstre i skabet. Hovedpine og risikabel adfærd. Hyppig håndvask og gentagne handlinger. Alt dette er udtryk for alarm. At tænke på denne liste gør nok ikke nogen af os særlig legesyge, men leg er ofte netop det, der skal til for at holde vores børns alarmsystem sundt og velfungerende.

Alarmsystemet bor dybt i hjernen hos os alle, smukt udformet af Naturen til at passe på os ved at holde os tæt på dem, der tager sig af os. Fordi tilknytningsinstinkterne i sandhed er overlevelsesinstinkter, er det, der alarmerer os mest, adskillelse fra de mennesker og ting, vi er knyttet til.

Børn håndterer alarm på forskellige måder. Hos nogle er alarmsystemet ekstremt følsomt, svarende til en brandalarm, der går i gang på grund af nogle få støvpartikler. For andre er adskillelse – den egentlige kilde til alarm – for smertefuld at se, så hjernen tilskriver alarmen andre årsager (det er ofte sådan, »irrationelle« fobier opstår). For atter andre er alarm for sårbar til overhovedet at kunne mærkes. Disse børn oplever alarmens fysiske udtryk, såsom rastløshed og uro, uden bevidst at føle sig alarmerede. Når forsvaret går meget dybt, står vi tilbage med børn, der ikke er bekymrede, rastløse eller urolige; faktisk virker de ofte iskolde. Det er de børn og teenagere, for hvem »ingen frygt« er mantraet; adrenalinsuset bliver en oplevelse af lettelse for dem, og de søger det gennem farlig og risikabel adfærd og nogle gange ved at skære eller brænde sig selv.

Vi kan se, at et velfungerende alarmsystem giver børn »faresignaler«, som de er i stand til at mærke og reagere på. Hvad kan vi gøre for at støtte alarmsystemet hos vores angste, tvangsprægede, rastløse eller risikosøgende børn, så det kan fungere, som Naturen har tiltænkt?

Som vi så ofte oplever det ved alle former for ubalance eller emotionel fastlåsthed, kan leg være vejen igennem. Tre former for leg kan støtte et sundt, velkalibreret alarmsystem. Den første kan man kalde »leg, der kalibrerer alarmsystemet«: en sund dosis alarm i en legende sammenhæng. Denne form for leg har været en del af vores kulturelle visdom siden tidernes morgen, hvilket ses i de mange intuitive måder, vi leger med babyer og børn på: borte-tit-tit, gemmeleg og eventyr og børnerim med en smule mørke i.

Mine sønner elskede at lege »Mor er sulten!!«. Når jeg fornemmede, at alarmen steg i dem og begyndte at sidde lidt fast, sagde jeg henkastet med høj stemme: »Ih, hvor er jeg ved at blive SULTEEEEN!!!« De hvinede af legende frygt og fryd, mens de løb rundt i huset, og jeg jagtede dem, og de prøvede desperat at undslippe mine »sultne kæber« (mine arme)! Denne form for leg hjælper alarmsystemet med at nulstille sig og finde sin ligevægt i en tryg sammenhæng. For ældre børn og teenagere kan lidt uhyggelig leg være historier ved lejrbålet, spøgelseshuse og endda gyserfilm.

Den anden form for leg, der kan støtte et sundt alarmsystem, handler om at lege med temaet mod. Mod er en vidunderlig »løsning« på alarm. Hvis betingelserne er til det, kan vores børn mærke både deres ønske og deres alarm på samme tid og derfor vove noget for at nå det, de ønsker. Hvis de for eksempel er bange for at gå op på en scene, men gerne vil være med i skolekomedien, kan de måske finde modet til at »dræbe dragen« – deres sceneskræk – for at »erobre skatten«: at være med i stykket.

Der er mange former for leg, der kan så frø til mod, fra klatrebaner og sørøverleg til at læse historier om modige handlinger og lade som om, man er opdagelsesrejsende, der overvinder store vanskeligheder.

Endelig handler den tredje form for leg om at vække en smule tristhed for at hjælpe med at »dræne« alarmen (i lighed med det, vi talte om i artiklen Hvad gør vi med frustration?); vores børn står over for så mange adskillelser, hvor det eneste, der er at gøre, er at mærke afmagten i ikke at kunne ændre omstændighederne.

Alt, der har et strejf af vemod, kan føre til lidt tristhed, som kan hjælpe alarmen med at blive til afmagt og slippe ud af vores børns system. Sange, historier, film og endda at fortælle om elskede kæledyr eller familiemedlemmer, der er døde, er alle indirekte måder at støtte den tristhed på, som så ofte er nødvendig for at holde alarmsystemet velkalibreret og sundt.

Disse tre former for leg – alarmerende leg, modleg og tristhedsleg – kan støtte vores børn i at udvikle sunde og velfungerende alarmsystemer. Leg virker så ofte overfladisk, som noget, der »ikke er noget ved«, men den kan have dybtgående virkning, når et alarmsystem, der ikke fungerer, skal blive til et, der arbejder for at holde os trygge og passet på, præcis som Naturen har tiltænkt. Endnu en gang kan leg komme os til undsætning!