Jeg har forsøgt at fortælle historien om frustration på et endagsseminar, et todageskursus og endda et tredageskursus, men jeg er stadig ikke overbevist om, at historien virkelig er blevet hørt. Hvis man skal tro Chris Anderson, kurator for TED Talks, har mit problem været for mange ord. Ifølge ham er den magiske grænse 18 minutter (omkring 2.500–3.500 ord), som han hævder er »kort nok til at fastholde folks opmærksomhed, også på internettet, og præcis nok til at blive taget alvorligt. Men den er også lang nok til at sige noget, der betyder noget.« Flere ord virker efter hans mening mod hensigten.
Selv min datter Tamara Strijack – der producerer mine kurser for Neufeld Institute – har fra tid til anden mildt irettesat mig for at bruge for mange ord. Jeg må indrømme, at jeg er gået lidt i forsvar over det. Jeg har som regel en fornemmelse af, at jeg har brug for flere ord, ikke færre, for at forklare det, jeg ser. Jo vigtigere emnet var, jo flere ord gik jeg ud fra, der skulle til.
Måske har jeg taget fejl.
Jeg har påtaget mig opgaven at fortælle den ufortalte historie om frustration på blot 18 minutter. Hvis historikeren David Christian kunne forklare verdens historie på 18 minutter, tænker jeg, at jeg også burde kunne fortælle historien om frustration inden for den tidsramme.
Og historien om frustration er noget, der betyder rigtig meget, for der er ingen måde at forstå vores børn, os selv – eller civilisationens historie, for den sags skyld – på uden at forstå denne primale, stærke og yderst gådefulde emotion.
Vi bliver frustrerede, når noget ikke fungerer for os. For mange af os er det ikke nogen ubetydelig del af livet. At håndtere frustration er uden tvivl den afgørende opgave i at blive virkelig civiliseret.
Frustration betyder også noget for selve hjernen. Selvom vores hjerner både har tilbøjeligheden og den forbløffende evne til at løse problemer, er de i høj grad afhængige af, at der er frustration, som kan signalere, at der findes et problem, og som kan sætte tingene i gang. At aflæse frustration korrekt er helt grundlæggende for at løse livets problemer, fra de mindste til de allerstørste.
Desværre kan frustration slå om på et øjeblik. En lille, nærmest tilfældig frustration kan blive til en kaotisk emotionel tsunami, der kan anrette store ødelæggelser. Den oprindelige frustration kan for eksempel blive udløst, når noget forholdsvis ubetydeligt ikke fungerer for os (fx at få vores vilje, at få kontakt, at prøve at blive forstået eller endda at få saksen til at virke). Der kommer mere frustration til, hvis forsøgene på at løse problemet ikke virker, og denne afmagt ikke bliver mærket. Dertil kommer den frustration, der hober sig op, hvis udladningen af denne voksende frustration bryder følelsen af forbindelse i en fungerende tilknytning. Da samhørighed er hjernens førsteprioritet, bliver dette nu et nyt og langt mere desperat problem, der skal løses, og det fører til en optrappende cyklus, der kan fortsætte og fortsætte og fortsætte. Efter min erfaring er det at forstå frustration det, der rummer det største håb for at bryde denne cyklus – eller endda forhindre den i at opstå.
Så hvis frustration betyder så meget, hvorfor er historien så ikke blevet fortalt? En grund er, at frustrationens afkom – vrede, skyld, skam, selvmordsimpulser, aggression og vold, for blot at nævne nogle – har det med at få al opmærksomheden. En anden grund er, at historiens forskellige brikker eller dele kendes hver for sig, men ikke som en helhed. Den egentlige historie om frustration ligger i, hvordan disse brikker passer sammen – brikker, der kommer fra en forståelse af tilknytning, emotion, udvikling, følelser, tilpasning og endda selve hjernen.
Historien om frustration er ethvert menneskes historie – i det mindste en væsentlig del af den. Mit håb er, at vi med indsigt kan gøre den til en god historie.
Min opgave bliver at fortælle denne historie på 18 minutter.
Skrevet af Gordon Neufeld i 2022 og udgivet på NeufeldInstitute.org