
Campingtur i marts. Det virkede som en god idé på det tidspunkt.
Vi blev lokket af synet af solen, stranden og løftet om varmere dage forude. Men de dage var ikke kommet endnu, og regnen holdt ikke op. Vi bor i en regnskov på British Columbias vestkyst, så det var næppe overraskende, at det sandsynligvis ville blive en meget våd tur. Vi besluttede at tage af sted alligevel; vi er jo hårdføre canadiere. Med regnjakker og gummistøvler i bagagen tog vi af sted på sæsonens første campingtur.
Til gengæld betød regnen, at bananasneglene kom frem, og det yngste medlem af vores campinghold var helt oppe at køre. Snart havde vi endnu en ledsager i vores rækker, en snegl ved navn Finley. Lille June iagttog Store Finley, mens han kravlede langs kanterne og fandt vej over campingstolen. Hun tog sig af sin nye ven i timevis og fandt særlige ting til ham at spise. Det vil sige, når hun ikke havde travlt med at klatre i træer eller udforske insekterne på en træstub. Alt sammen i øsende regn. Men det gjorde ikke noget; hun var i sit es, og tiden stod stille.
Efter to næsten søvnløse nætter, hvor regnen stadig væltede ned, besluttede de voksne, at det var tid til at afbryde turen og tage hjem til vores varme, tørre senge. June tog ikke godt imod nyheden … slet ikke godt.
Midt på campingpladsen var der begyndt at dannes en mudderpøl. (For en snegl som Finley ville den nok have virket mere som en sø.) Og det var her, i mudderpølen, at vores unge campist valgte at iscenesætte sin protest. Hun kastede sig ned i den og lå på ryggen som en sneengel, mens hun baskede vildt med arme og ben, og mudderet sprøjtede i alle retninger. Det syn glemmer jeg aldrig. Med hele kroppen erklærede hun, at hun ikke ville tage af sted. Ikke forlade træerne, ikke forlade træstubben, ikke forlade Finley Sneglen. »Det er ikke fair!!!« skreg en meget våd, meget mudret syvårig.
Jeg kunne se, at det virkelig ikke føltes fair. De voksnes begrundelse holdt ikke vand for hende. Hun var ligeglad med vejret, fordi hun var i sit es, og det eneste, der betød noget, var verden omkring hende, som ventede på at blive udforsket. Der var skabt forbindelser til arbutustræet ved vandet, til insekterne på træstubben og til Finley. Ingen anden dagsorden. Ingen planlagte aktiviteter. Ingen lektier. Bare at være.
Og så hylede hun. Og baskede. Og insisterede på, at hun blev, hvor hun var, mens pølen blev lidt mindre, og June blev mere pøl end pige. Alt imens hendes mor langsomt og metodisk tog teltet ned. Det kan delvis have været af ren udmattelse, men mor hævede ikke stemmen eller sagde, at hun skulle holde op. Hun sagde blot: »Jeg ved det godt, du vil gerne blive. Men vi er nødt til at tage hjem nu.« Og da teltet var pakket sammen og bilen læsset, tog hun sin »mere mudder end pige«-datter (hvis hylen nu mere var blevet til en klynken) i sine arme og satte hende ind i bilen. Finley så til fra sikker afstand.
Jeg tør godt gætte på, at de fleste af os har haft øjeblikke som dette, hvor vi havde lyst til at kaste os ned i en vandpyt og protestere: »Jeg vil ikke af sted!« Og selvfølgelig ser vi det hos vores børn. Så mange af dem er ude af deres es på så mange måder. For meget pres. For mange forventninger. En verden fuld af kunstige læringsmiljøer og et fokus på præstation frem for opdagelse.
Vi ser ud til at være kommet på afveje, når det gælder, hvad et barn virkelig har brug for for at lære og vokse. Steder og rum, hvor der er plads til at udforske spørgsmål i stedet for at få svaret rigtigt. Hvor der er plads til at udtrykke det, der rører sig indeni, i stedet for at få at vide, hvad man ikke må gøre, og hvordan man ikke skal opføre sig. I det mindste nogle få steder … i det mindste en del af tiden. For det er den eneste vej til et sted, hvor vi er mere i samklang med verden omkring os og med verden inden i os – for det er det, der gør os mere menneskelige, mere levende og mere helt os selv. Og jeg tror på, at det er muligt … én snegl ad gangen.
En kort note fra Gordon Neufeld: Naturen spiller hovedrollen i den udviklingsmæssige tilgang, hvad enten det drejer sig om personificeringen af udviklingsprocessen, om vores natur som mennesker eller om de skove og bjerge og have og skabninger, der udgør vores naturlige omgivelser. Tamara har en smuk, poetisk måde at samle dem alle på, hvilket hun gjorde i sin keynote Back to Nature Where We Belong ved Neufeld Institute Conference 2022.
Du er meget velkommen til at købe optagelserne fra konferencen (på engelsk), om at opdage Naturens vej til at komme sig – eller mere bredt om alt det naturlige, når det gælder forældreskab, undervisning og behandling.
Skrevet af Tamara Strijack i 2022 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Tamara Strijack er Registered Clinical Counsellor og Academic Dean ved Neufeld Institute med 25 års erfaring med at arbejde med børn, unge og familier.