Saltvandstårer: en personlig refleksion

Jeg var for nylig så heldig at komme på en tur alene til vestkysten af Vancouver Island – landet med ældgamle cedertræer og moser med strandfyr, lange strækninger af strand og det mægtige Stillehav med dets endeløse horisont og kraftige bølger. En eftermiddag på denne tur, i en særligt eftertænksom stemning, stod jeg ved havets kant og tænkte over tab: hvordan de omgiver os, hvor allestedsnærværende de er. Og hvordan der, på trods af deres uundgåelighed, synes at være så lidt rum, plads og tilladelse i vores samfund til at føle og sørge over vores tab, store som små. Der er så meget pres for at »komme over det« eller »komme videre«, for blot at tilpasse sig, ignorere det eller fokusere på det positive, så den afgørende rolle, som det at føle vores tab og savn spiller for menneskets tilpasning, bliver fuldstændig overskygget.

Dér, på stranden den dag, kom tårerne i en strøm for mig; først over et lille, bestemt tab, men så bredte de sig udad, indtil det føltes, som om jeg græd over alt, hvad der nogensinde var gået tabt, og alt, hvad der nogensinde ville gå tabt, på én gang. Der er noget ved det sted, hvor havet møder kysten, som altid har været det bedste akkompagnement til melankolien i mig. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg som teenager søgte mod stranden uden helt at vide hvorfor og opdagede, at når jeg først sad dér med havets bølger, kom bølgerne af tristhed også. For mig er det, som om havets kraft og vidde og dets saltvandssprøjt kalder på mine saltvandstårer.

Netop den dag, fortabt i mit eget hav af tårer, kom jeg til at kigge op og lagde mærke til et lille barn med en træt mor i hælene, der løb frydefuldt mod havets kant og strålede af glæde. Med fuld eventyr- og opdagelseslyst blev sten vendt, magiske væsner afdækket, tang-»kæledyr« trukket op og ned ad stranden og strandløbere jagtet. Jeg bliver ved med at forbløffes over den hengivelse, hvormed små børn kan kaste sig ud i leg.

Efter at have iagttaget dette lille barn et stykke tid – løbende og hoppende, hvinende og udforskende, helt opslugt af magien i omgivelserne – lagde jeg mærke til, at et helt nyt projekt var ved at tage form: Et kunstfærdigt sandslot var nu under opførelse. Hvor passende, tænkte jeg ved mig selv.

Sandslotte har en helt særlig plads i mit hjerte. For mig har sandslotte altid været et perfekt urbillede af tab. Uanset hvor storslået slottet eller værket er, uanset hvor meget tid, kræfter og passion man lægger i at bygge det, er der én ting, man kan regne med – det holder ikke! Før eller siden bliver det skyllet væk eller slugt tilbage i havet. Betyder det, at vi lader være med at bygge dem? Bestemt ikke. Vi fortsætter vores anstrengelser, skaber vores mesterværker og giver dem så tilbage til havet – og leger på vores egen måde med det uundgåelige tab.

Det glædede mig at se netop dette barn så dybt optaget af den ingeniørbedrift, som dette storslåede slot var, med voldgrav og tårne og pynt af muslingeskaller. Og så så jeg den komme. Tilsyneladende langvejs fra. En kæmpebølge – meget større end resten, og den kom meget tidligere end ventet med det stigende tidevand. Og ganske rigtigt: På et øjeblik væltede bølgen op mod sandslottet, rev det nådeløst ned og skyllede det væk i ét hug, næsten som om det aldrig havde været der. Det forskrækkede barn udstødte et enormt hyl, da dets omhyggeligt byggede palads blev fuldstændig ødelagt for øjnene af det. Næsten øjeblikkeligt tog barnets mor det op og skældte ud i en opgivende tone: »Hvis du skal være sådan, så tager vi hjem. Stranden er ikke et sted for tårer!«

At stranden er mit sted for tårer, betyder bestemt ikke, at den behøver at være stedet for alle! Men i det øjeblik sad jeg tilbage med en dyb længsel – for netop dette barn på netop denne dag, for dets mor og for os alle. Måtte vi finde steder og øjeblikke til at føle vores tab og græde over vores sandslotte, som engang var …

Redaktionel note: Hvis du vil høre mere fra Genevieve om tristhed, kan du se optagelsen af hendes breakout-session Ode to Melancholy fra Neufeld Institute-konferencen 2021 (på engelsk) på den engelske original.