Det, vi ser, er ofte det, vi får: Om at se andet og mere end adfærden

Skolen er begyndt igen i denne uge, og for mange børn (og for os) følger der en masse følelser med. Der kan være nervøsitet, håb, uro, glæde, alarm, lettelse, forventning og meget mere.

Jeg så min yngste søn gøre sig klar til sin første dag i high school i denne uge. Han havde valgt sine yndlingssokker med pommes frites og burgere til at have på under sandalerne (ja, han elsker en god sok) på den første dag. Var han lidt nervøs? Selvfølgelig – det er helt normalt. Men han glædede sig også rigtig meget. Han elsker sin skole. Han føler sig velkommen hos lærerne. Han har gode venner. Hans high school ligger i samme bygning (en anden afdeling) som hans tidligere skole, så han kendte allerede meget af stedet, og det føltes godt for ham at vende tilbage til dette fællesskab.

Da vi kørte ind på skolen, så han en af de elever, der året før havde haft mange problemer med adfærden og aggressive udbrud, og min søn sagde: "Nå, der er 'ham og ham' … Gad vide, om han har forandret sig i løbet af sommeren." Det varmede mig indeni at høre, for jeg blev glad for, at min søn også mente, at vi ikke er det ene eller det andet, men hele tiden er ved at blive til. Den, vi er, ligger ikke fast.

Det fik mig til at tænke på, hvordan nogle børn får deres identitet støbt fast igen og igen, på godt og ondt. Nogle elever vil komme tilbage til skolen og blive mødt med varme og budskaber som "Hvor er det dejligt at se dig igen!" og "Det bliver endnu et fantastisk år, makker!". Andre vil komme tilbage til et vågent blik og budskaber som "Jeg holder øje med dig" eller "Du må hellere opføre dig ordentligt i år".

Det, vi ser, er ofte det, vi får.

Den lille episode med min søn tog mig tilbage til mit eget første år i high school, hvor jeg også var 14 – præcis den alder, min søn har nu. Jeg tænkte over, hvad mine lærere så i mig det år, og hvordan det, de så, støttede mig i at vokse.

9. klasse var ikke mit bedste år. Det var mit første år på en ny skole. Min vennegruppe var begyndt at blive involveret i ting, der ikke helt passede til mig eller mine værdier … så jeg spiste en del frokoster alene og lidt akavet med næsen i en bog, fordi jeg endnu ikke havde fundet "mine folk". Det var et år, hvor jeg følte mig meget midt imellem og usikker, som så mange teenageår er. Jeg havde så mange store og forvirrede følelser. Uro. Akavethed. Selvbevidsthed. Og alligevel mærkede jeg også spændingen ved at lære mig selv at kende og finde ud af, hvem jeg ville være. Men det var nye opdagelser for mig, stadig uklare og endnu ikke delt med omverdenen.

Når jeg ser tilbage, ved jeg ikke rigtig, hvordan jeg tog mig ud for mine lærere dengang. Stille? Genert, måske? Det ville være mit bedste bud.

Mig som 14-årig, som skoleleder for en dag.

Det år besluttede min skole at udvælge én elev til at være skoleleder for en dag. Jeg ved ikke hvorfor, men lærerne valgte mig. Jeg har tit tænkt på, om de virkelig så mit potentiale som leder og derfor gav mig en lederrolle, eller om de bevidst gav mig en oplevelse, så jeg kunne opdage denne evne i mig selv. Jeg får aldrig at vide, hvad tanken var bag, at jeg blev valgt, men det, jeg ved, er, at jeg fik lov at opleve at lede – og det hjalp mig til at blive en leder. Det vil jeg altid være taknemmelig for. Avisen tog et billede af mig den dag, og jeg må le af mit 80'er-look med flæsebluse og krøllet pandehår. (Jeg prøvede at se meget voksen ud og havde lånt min storesøsters tøj. 😊)

Ved slutningen af det år flyttede jeg til en anden by og gik på endnu en ny skole i 10. og 11. klasse. Jeg tog min voksende, men stadig spæde identitet som leder med mig. Igen var jeg heldig at have lærere, der så elevernes gaver og evner, ofte før vi selv så dem. Jeg elskede den nye skole af hele mit hjerte. Jeg følte virkelig, at vores lærere elskede at undervise os. Vi følte os respekteret, og til gengæld var vi fulde af respekt for dem. I det varme miljø trådte jeg helt frem som mig selv. Jeg meldte mig ind i klubber, jeg var frivillig, jeg påtog mig lederroller i elevrådet, og jeg gjorde alt, hvad jeg kunne, for at være en del af fællesskabet.

Samme barn, en anden skolekultur

Ved slutningen af 11. klasse: endnu en flytning! Den sommer flyttede mine forældre til en anden by, og jeg begyndte på en ny skole i 12. klasse. Det sidste år er et svært tidspunkt at skifte skole, men med mine gode erfaringer fra tidligere var jeg ikke særlig bekymret. Jeg mødte op og forventede at kunne lide skolen og var klar til at tage den til mig.

Men allerede i min første uge fik jeg den første af mange oplevelser, der fik mig til at føle noget andet.

Jeg var gået på biblioteket for at låne nogle bøger. Jeg havde min rygsæk på, fordi det var sidst på dagen, og jeg skulle gå hjem bagefter. Da jeg kom ind, sagde bibliotekaren kort: "Ingen rygsække." Hun så mig ikke i øjnene, og hun var ikke venlig. Hun lød faktisk vred. Jeg blev ret overrasket over, at jeg ikke måtte komme ind med min rygsæk, og spurgte hvorfor. Hun svarede skarpt, at det var, fordi de ikke ville have deres bøger stjålet. Jeg var chokeret og, hvis jeg skal være ærlig, nok også lidt såret. Troede hun, at jeg var en tyv? Troede hun virkelig, at jeg ville stjæle deres bøger? Jeg havde aldrig stjålet noget i mit liv, men jeg kan godt sige, at i det øjeblik fik jeg virkelig lyst til at stjæle deres bøger. (Nå, hvis det er det, I tror om mig …) Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Min identitet havde allerede formet sig nok til, at jeg vidste, hvem jeg var, og hvem jeg ikke var. Og jeg var ikke en, der stjal.

Jeg blev ved med at have den slags oplevelser hele året på den skole. Det var, som om lærerne var imod os. Det var dem mod os. Det var, som om de fra start så os som ballademagere og prøvede at fange os i at gøre noget forkert, så de kunne give os en lærestreg. Og i det rum blev jeg en anden elev, end jeg havde været på de andre skoler. Jeg mødte op, gjorde det, jeg skulle, og gik hjem. Jeg sagde ikke noget i timerne. Jeg meldte mig ikke frivilligt og gik ikke i nogen klubber. Jeg kom bare igennem det. Jeg var præcis den samme elev, bare i en anden skolekultur. Den skole lærte aldrig mine gaver at kende, og jeg voksede heller ikke under deres ledelse. Forskellige skolekulturer giver forskellige resultater.

At give plads til, at noget nyt kan vokse frem

Jeg var heldig, for gennem mit liv havde jeg haft så mange gode oplevelser med omsorgsfulde ledere, der spejlede mit potentiale, at ét dårligt år ikke flyttede mig. Men jeg ved, at sådan er det ikke for mange elever.

Vores mest udfordrede elever, dem med den mest bekymrende adfærd, er netop dem, der har allermest brug for, at vi ser det gode i dem. For det, vi ser, er så ofte det, vi får.

Er det svært? Ja, det er det virkelig. Vores mest udfordrende og stikkende elever kan få os til at ville trække os. Det gode i dem og det, de kan, kan være så svært at få øje på. Men det er netop det, vi kan læne os ind i. Det er det, vi kan stræbe efter, så vi måske kan give plads til, at forandringer og nye muligheder kan folde sig ud.

Hvordan kan vi gøre det?

Vi kan tage imod alle elever med varme og glæde

Vi skal ikke gemme vores varme til de børn, der opfører sig pænt. Vores mest udfordrede og stikkende elever har også brug for vores varme, ofte allermest. Vores varme viser dem, at vi ser dem som gode. Vi ser dem som værdifulde. Vi ser, hvad de kan.

Når vi ser det gode og det, en elev kan, før det kommer til syne, får eleven den gave at se sig selv gennem vores øjne. At vi ser det, gør det mere sandsynligt, at eleven også selv kommer til at se det.

De kan opdage sig selv i det positive spejlbillede, vi giver dem.

Og bare rolig, hvis du ikke får nogen respons; din varme bliver måske ikke gengældt med det samme. Tag det ikke som tegn på, at din varme ikke betyder noget, eller at den ikke virker. Din varme kan stille og blidt være ved at lande i dem. Forandring tager tid.

Din varme giver plads til, at noget nyt kan vokse frem.

Vi kan give eleverne oplevelser, hvor de får lov at mærke og opdage, hvad de kan

Vi kan give vores mest udfordrede elever den slags oplevelser på mange små måder, der kan skabe små åbninger for forandring – bittesmå sprækker i deres hidtidige negative eller begrænsede billede af, hvem de er.

Selv små ting, som at bede et barn, der sjældent tager initiativ, om at lede noget i ét minut, kan hjælpe. Barnet bliver måske overrasket, fordi det ikke har set sig selv på den måde. Så får barnet lov at mærke, at det kan lede – om så kun i ét minut – og begynder at tro på, at det kan udfylde denne nye rolle.

I stedet for at vente på, at eleverne viser os deres evner som ledere, før vi ser dem og behandler dem som ledere, kan vi vende det om: Lad alle elever opleve at lede, så de kan opdage denne evne i sig selv.

Det samme gælder alle de opdagelser, vi håber, eleverne vil gøre i sig selv. De oplevelser giver eleverne mulighed for at løsne deres billede af, hvem de er, og mærke, hvordan det er at være omsorgsfuld, dygtig eller en leder. Det åbner for alle mulige nye muligheder i eleverne.

Det betyder noget, at vi tror på og kan se det iboende gode og de evner, der er i hver af vores elever, og de oplevelser, vi giver dem, så de efterhånden selv kan vide og mærke det, betyder også noget.

Vi kan forsøge at se det mulige og ikke kun det, der er foran os

Lad os i år se ud over adfærden – ud over det bogstavelige, der står lige foran os. Lad det, vi ser, som endnu ikke er der, forankre os og vise vejen for vores omsorgsfulde lederskab.

Lad os se muligheder, evner og modstandskraft. For det, vi ser, er ofte det, vi får.