Du bestemmer ikke over mig!

I går hentede jeg min femårige datter, Pascale, i børnehaveklassen. Mens hun og hendes klassekammerater spillede lidt fodbold efter skole, stod jeg og snakkede med min søn på sidelinjen. Jeg var halvt opmærksom på noget, der foregik mellem min datter og hendes nye veninde. Pascale ville have veninden til at stå under målstolpen, men veninden nægtede at flytte sig. Efter flere forsøg med ord tog hun veninden i skuldrene og begyndte at skubbe hende baglæns hen på »den rigtige plads«. Veninden trådte føjeligt tilbage og så lidt forvirret ud, mens Pascale manøvrerede hende på plads. Pigens far blandede sig og sagde: »Slip hende! Hold op med at holde fast i hende, hun vil ikke skubbes!« Pascale blev ved med at skubbe og sagde til veninden, at hun skulle stå i mål. Så sagde faren endnu strengere: »Hold op nu! Slip hende! Du skal høre efter, hvad jeg siger!«

Pascale vendte sig om, satte hænderne i siden og råbte: »DU BESTEMMER IKKE OVER MIG! DU ER IKKE MIN FAR! SÅ DU KAN IKKE SIGE, HVAD JEG SKAL GØRE!!!« Faren svarede igen: »Jo, jeg kan godt sige, hvad du skal gøre! Jeg kender skolens regler, og de siger INGEN BERØRING!« Pascale svarede: »NEJ, DET KAN DU IKKE. JEG KENDER DIG IKKE ENGANG!« (Det gik faktisk frem og tilbage et stykke tid … manden insisterede på, at »ingen berøring« var en regel i børnehaveklassen, og min datter gjorde opmærksom på, at børnehaveklassen var slut for i dag!) Da det pludselig gik op for mig, hvad der foregik, skyndte jeg mig derhen og fik Pascale med mig med besked om, at nu skulle vi hjem og have frokost. Hvad skulle det nytte at forklare sund modvilje for en mand, der stod og skændtes med en femårig? Ja, jeg er sikker på, at de fleste, der så det, syntes, at min datter var uhøflig og respektløs … ja, jeg havde lyst til at snige mig ind på skolen og stille og roligt tage min Power to Parent-folder ned. Men det hjalp så meget at se det, der var sket, i et udviklingsperspektiv. Jeg havde netop gennemgået første lektion af Power to Parent til mit videokursus, som skulle begynde samme aften, og ordene »Jeg er ikke skabt til at tage imod ordrer fra mennesker, jeg ikke er knyttet til« blev ved med at blinke i mit hoved. Jeg kunne bevare min værdighed og lade min datter bevare sin.