En nytårslængsel

»Hav et hjerte, der aldrig forhærdes,
et afbalanceret sind, der aldrig trættes,
og en berøring, der aldrig gør ondt.«

Da jeg reflekterede over min 65-års fødselsdag i december, stødte jeg på dette citat fra Charles Dickens' sidste roman, Our Mutual Friend. Mine overvejelser over disse ord fortsatte ind på det område, der normalt er forbeholdt nytårsforsætter.

Dickens' formulering overraskede mig med sin dybe indsigt i, hvad det vil sige at være fuldt ud menneske, med sin krystalklarhed og sin rene kortfattethed. Efter 40 år med at studere, hvordan det menneskelige potentiale folder sig ud, kan jeg ikke komme i tanke om en bedre eller kortere måde at sige det på. Kort sagt syntes jeg, det var genialt.

Det fik mig også til at standse op. På trods af al den teoretiske samklang med dette udsagn er dissonansen med min egen erfaring til at tage og føle på. Jeg skal forsøge at forklare.

Min 65-års fødselsdag har været en tid til eftertanke over mit forhold til arbejde. Jeg har været heldig: Selvom jeg altid har måttet arbejde for at leve, har jeg sjældent tænkt på det, jeg lavede, som arbejde. Så da jeg nåede den tid, hvor de fleste arbejdende mennesker længes efter flere »har lyst til« end »skal« i deres liv, krævede det kun en lille forskydning i min tankegang at komme dertil. Jeg har nu tænkt mig at »lege« i stedet for at »arbejde«, hvilket egentlig ikke burde betyde, at jeg gør noget anderledes end det, jeg hidtil har gjort.

Den del var forholdsvis let. Når jeg ser på mit liv med henblik på at virkeliggøre mit fulde potentiale som menneske, er det en helt anden historie. Jeg føler, at jeg kun er ved begyndelsen af denne mystiske rejse. Som 65-årig er jeg officielt trådt ind i seniorårene, hvilket betyder, at jeg stadig har meget at vokse op til og relativt set meget lidt tid at gøre det på.

Lad mig nu vende tilbage til, hvorfor jeg synes, dette citat er genialt, hvorfor det bliver min dybeste længsel, og hvorfor det indfanger min teoretiske tænkning.

»Et hjerte, der aldrig forhærdes« rammer kernen i den forudsætning, der skal være til stede, for at det menneskelige potentiale kan folde sig ud. Emotion er udviklingens motor. Ja, emotion – ikke adfærd, ikke kognition, ikke bevidsthed, ikke intention, ikke engang kærlighed. Det, udviklingsvidenskaben har afdækket, er, at vores hjerne kun kan få os til at modnes, når vi føler vores emotioner, især de mest sårbare. Desværre er det også i vores ømme følelser, at vi mærker vores utryghed, vores sår og vores skrøbelighed. Ethvert forsvar mod disse følelser bliver en hindring for vores sande vækst. Det er ikke let at møde livet med et blødt hjerte.

»Et afbalanceret sind, der aldrig trættes« taler om den sidste hånd på udviklingsprocessen: blandingen af modstridende følelser, tanker, impulser og opfattelser. Vi ved nu, at den præfrontale cortex er hjernens blandeskål og kan fortsætte sin udvikling langt ind i voksenlivet, hvis betingelserne er gunstige. Vi ved også, at hjernebjælken (corpus callosum, broen mellem vores to hjernehalvdele) er nøglen til at kunne bruge hele hjernen til at løse livets problemer, og at også den kræver udvikling. Med andre ord: For virkelig at vokse op må vi forlade den følte tryghed i ren vished og leve midt i vores modstridende tanker og følelser. Det er ikke let selv under de bedste omstændigheder og meget sværere, når vi er trætte, end når vi er udhvilede. Det betyder at åbne os for alt det, der er i os, også de sider, der strider mod vores værdier, og også de følelser, der strider mod vores intentioner.

»En berøring, der aldrig gør ondt« taler om evnen til at være os selv sammen med andre, men uden unødigt at såre. Nogle gange er det umuligt; ikke desto mindre bør det være vores mål. Det kræver stor bevidsthed og hensyntagen til både os selv og den anden. Heller ikke det er nogen let præstation.

Det bringer mig til at forklare, hvorfor disse egenskaber ikke kan virkeliggøres alene gennem forsætter. Kort sagt kan vi ikke modnes ved at befale os selv at vokse op, ved at kræve det eller endda ved at ville det. Selvom modning er en spontan proces, er den bestemt ikke uundgåelig. Så vi er henvist til at længes og håbe på, at vores længsel vil bære frugt. Men hvad er det, vi længes efter?

Efter mange års studier af, hvordan udvikling folder sig ud, er jeg blevet overbevist om, at »en berøring, der aldrig gør ondt« er frugten af »et afbalanceret sind, der aldrig trættes«, som først bliver muligt, når der er »et hjerte, der aldrig forhærdes«. Deraf det geniale ved denne fyndige formulering.

Så nu hvor jeg møder endnu et nytår – men for første gang som officiel »senior« – er jeg fuld af nye længsler efter at »have et hjerte, der aldrig forhærdes«, og fuld af nyt håb om, at mit potentiale stadig er ved at folde sig ud.