Hvile i en rastløs verden: Angstens rødder set fra et tilknytningsbaseret udviklingsperspektiv

Teksten bygger på udviklingspsykolog Dr. Gordon Neufelds arbejde.

Livet har travlt. Der er ting, der skal gøres, mennesker, der skal ses, aktiviteter, man skal nå. Presset for at præstere, for at følge med og leve op til forventningerne fra naboerne, samfundet og os selv kan være overvældende. Og ud over presset udefra er den verden, vi lever i i dag, fuld af brud på vores personlige verden og vores relationer. Et par eksempler: et barn på fem år, der forlader sine forældre for at være i skole en hel dag; forældre, der går fra hinanden og bor hvert sit sted; en bedstemor, der bliver syg; et kæledyr, der dør; ikke at passe ind. Listen fortsætter.

Folk kommer til terapeuter med kroniske søvnproblemer, panikanfald, fobier og tvangstanker. Fra små børn til ældre: angst kender ingen grænser. Men hvor kommer angsten fra? Og hvordan tager vi bedst hånd om dem, der kommer ind ad vores dør for at få lindring?

Vi forsøger ofte at tale om angst uden at tale om kroppens alarmsystem. Vi har det alle sammen. Det er det, der hjælper os med at overleve i vores verden. Når vi opfatter fare, bliver vi sat i bevægelse: Vi trækker os tilbage, eller vi gør os klar til at kæmpe og forsvare os, eller måske fryser vi som et rådyr i forlygterne og håber, at faren går over. Det er instinktivt. Det tjener et formål. Men alarmreaktionen er ment til at komme og gå og høre til situationen. Når faren er drevet over, holder alarmklokkerne op med at ringe, og vi lever videre.

De fleste af os kender det grundlæggende i, hvordan systemet virker: En opfattet trussel aktiverer det sympatiske nervesystem. Der udløses adrenalin, fordøjelsen sættes ned, blodet pumpes ud i musklerne for at gøre os klar til handling, søvnen holdes på afstand, og hjertet slår hurtigere. Når faren aftager, skifter det autonome nervesystem gear, og det parasympatiske system aktiveres. Pulsen falder, fordøjelse og søvn bliver mulig, og adrenalinen falder. Kroppen kommer med andre ord til hvile.

At leve for længe med et aktiveret alarmsystem kan føre til alle mulige problemer, både fysiologiske og psykologiske. Vi er ikke skabt til at leve i en kronisk tilstand af alarm, og alligevel gør så mange det; deres alarmklokker bliver aldrig slået fra.

Det er den del, de fleste af os kender. Som terapeuter ved vi det. Vi forstår alarmsystemet. Vi forstår, hvordan det virker: systemet for arbejde og systemet for hvile. Vi ved, hvordan alarmsystemet kan bringes ned på et håndterbart niveau med afspændingsteknikker. Men der er mere …

Ud over kroppens alarmsystem er kroppens forsvarssystem den anden centrale brik i angstens puslespil. Vi har det alle sammen. Det er det, der hjælper os med at overleve i vores verden. Det træder i kraft, når vores system vurderer, at noget er for meget for os at håndtere, for meget at stå over for; at vi er for sårbare. Systemet træder til og bedøver de følelser, der nogle gange simpelthen er for svære at mærke, som tristhed, savn, afvisning og skuffelse.

Et kæledyr dør, men i stedet for at mærke tristheden opfører barnet sig, som om intet er galt, eller reagerer måske upassende med latter. Nogle gange er det ikke nok at bedøve følelserne, og forsvarssystemet skruer op og gør os blinde for det, der er for meget for os at se. Hvis vi ikke kan se det, der kan gøre ondt, mærker vi ikke smerten. Det kan for eksempel være for meget at se på, hvad man har lavet forkert i en opgave. Så kigger vi slet ikke. Eller det kan være for meget for et barn at se kammeraternes afvisning, så barnet bliver blindt for ethvert tegn på ikke at være inviteret og bliver ved med at gå ind, hvor det tydeligvis ikke er velkomment. Vi undrer os over, hvorfor barnet insisterer på at lege med dem, der er onde ved det. Kort sagt hjælper forsvarssystemet os med at overleve i en verden, der sårer.

De to systemer arbejder ikke hver for sig. De spiller sammen og påvirker hinanden.

Angst opleves, når alarmsystemet er blevet aktiveret, og forsvaret mod alarm er blevet sat i gang.

Når vi opfatter en trussel, bliver vi bevæget til forsigtighed. Hvis jeg ser noget, der ligner en bjørn i det fjerne, bliver jeg forsigtig: Jeg trækker mig tilbage eller larmer, så den løber væk. Men hvad sker der, hvis truslen er for meget til, at man kan se den direkte? Hvad hvis truslen handler om at blive afvist af sin mor, eller om at miste et menneske, man elsker? Det er for meget for et barn at stå over for. Hjernen kan afgøre, at det er for sårbart for barnet. Den egentlige trussel bliver tilsløret. Barnet bliver ikke bevidst om, at mor afviste ham. Han vil ikke kunne sige »jeg savner mor«. Barnet bliver stadig bevæget til forsigtighed, men den oprindelige trussel er ikke længere i synsfeltet. Forsigtigheden bliver skæv, og det samme gør forståelsen af, hvad alarmen skyldes. Truslen bliver til monstre under sengen, prærieulve på altanen, edderkopper under dynen. Angst er alarm uden øjne: alarm uden bevidsthed om, hvad den skyldes. Menneskets bevidsthed søger forklaringer, så den fylder hullerne ud. Neufeld (2012) kalder det cognitive backfill (kognitiv bagfyldning).

Vi kan ende med et utal af frygte, men vi forbliver blinde for den egentlige trussel. Og hvad er den største trussel, vi står over for som mennesker? Separation: at blive adskilt fra dem, vi elsker. Forestil dig, at du sidder i en lille lufthavn og venter på at hente et menneske, du holder af. Alt er fint, indtil flyet er forsinket. Nu kan du ikke læse i din bog, du kan ikke sove. Du kan kun tænke på, hvad der kan være sket. Eller dit barn bliver væk fra dig i et indkøbscenter, og du begynder at forestille dig, hvad der er sket med det; dine alarmklokker holder ikke op med at ringe, før du har fundet dit barn. Truslen om adskillelse kan være virkelig, forventet eller forestillet. Den fysiske virkning er den samme. Alarmklokkerne ringer, også selvom det er falsk alarm. Der findes ingen større frygt end at miste det eller dem, der betyder noget for os. Og alligevel er den frygt for meget at stå over for. Selv som voksne viger vi uden om den. Den fylder enormt, og alligevel kan vi, ligesom med solen, ikke se direkte på den. Den ville blænde os. Så i stedet bliver vi blinde for at beskytte os selv. Vi er rastløse, men vi ved ikke hvorfor. Vi kan ikke sove, tankerne kører rundt med bekymringer. Hjernen laver bagfyldning for alarmen: »Jeg glemte at låse døren«, »jeg har bakterier på hænderne« eller »nogen er ude efter mig«. Vi føler os urolige. Vores verden føles usikker.

Hvordan vi oplever truslen om adskillelse, afhænger af, hvordan vi oplever forbindelse, og det kan opleves på flere måder. Neufeld (2004) definerer tilknytning som det at søge og bevare nærhed og beskriver seks måder, vi oplever denne drift mod at søge og holde fast i nærheden på:

1. Knytter vi os gennem sanserne, gennem fysisk at være sammen med nogen? Så kommer truslen til at handle om IKKE at være sammen med den anden; om at blive adskilt fra den anden i fysisk forstand.
2. Knytter vi os ved at identificere os med den anden, ved at være ligesom dem? Så kommer truslen til at handle om IKKE at være ligesom dem; vi bliver alarmerede, når vi er anderledes end den, vi holder af.
3. Knytter vi os gennem tilhørsforhold og loyalitet, ved at stå på samme side som den, vi holder af? Så kommer truslen til at handle om IKKE at høre til, eller om at nogen IKKE står på vores side.
4. Knytter vi os gennem signifikans, ved at betyde noget særligt for nogen? Så kommer truslen til at handle om IKKE at være særlig eller betydningsfuld.
5. Knytter vi os ved at give vores hjerte, ved at blive elsket? Så kommer truslen til at handle om IKKE at blive elsket og dermed at få vores hjerte knust.
6. Knytter vi os gennem en dybere følelse af fortrolighed; ved at blive kendt, ved at dele vores hemmeligheder og føle os set og forstået? Så kommer truslen til at handle om IKKE at blive kendt, IKKE at blive forstået, eller om at have en hemmelighed, der ville skille os fra hinanden eller holde os væk fra dem, vi elsker.

Når vi kan se, hvor angsten kommer fra, kan vi også se en vej igennem. Det giver os nogle indgange:

• For det første kan vi arbejde med alarmsystemet, så det parasympatiske spor bliver aktiveret. Det er det, vi som regel tænker på, når vi tænker på at behandle angst: afspændingsteknikker og beroligende, rytmiske aktiviteter som at gå, vugge og gynge.
• For det andet kan vi hjælpe med at mindske den alarm, der kommer ind. Det kan være at holde øje med indtrykkene fra omgivelserne, at genkende, hvad der er for meget (og for et sensitivt barn kan mærket i underbukserne være for meget!), og at blive opmærksom på, hvad der sætter alarmsystemet i gang hos netop dette menneske.

Men for virkelig at komme ind til roden af angsten må vi se på, hvor dette barn står over for en adskillelse, der er for meget at bære. Hvordan oplever barnet adskillelse, og hvordan kan vi mindske den alarm, det skaber, til et håndterbart niveau?

• Det fører naturligt til den tredje indgang: at hjælpe dem med at stå over for nogle af de sårbare følelser og sørge over nogle af de adskillelser, de har oplevet. Det er det, der virker bedst til at dræne alarmen, og det giver mere varige resultater. Barnet eller den voksne erfarer, at de kan overleve de sårbare følelser, og modstandskraften begynder at tage form. Går vi direkte efter frygtene, oplever vi ofte, at så snart én frygt er lettet, dukker en anden op; den underliggende alarm finder bare en ny krog.
• Den fjerde indgang handler om at gøre det trygt at stå over for det, der alarmerer, at indgå i en relation til alarmen. Her handler det ikke om at slukke alarmen, men om at finde modet til at stå over for dragen, der står i vejen for ens skat.

Frem for alt må vi skabe et trygt sted. Vi ved alle, at den terapeutiske relation er den vigtigste faktor for, at terapi lykkes. Vores håb er, at den terapeutiske relation giver den atmosfære, barnet eller den voksne har brug for for at hvile fra alarmerne i deres verden. Kun når der er tryghed, kan forsvarssystemet sænke paraderne nok til at stå over for de sårbare følelser. Kun når vi føler os trygge i nuet, kan vi se kilden til alarmen i øjnene og sørge over den. Først da finder man virkelig hvile og kommer sig.

Kilder

Neufeld, G. & Maté, G. (2004). Hold On to Your Kids. Toronto, ON: Vintage Canada. (På dansk: Dit barn har brug for DIG.)
Neufeld, G. A. (Neufeld Institute). (2012). Making Sense of Anxiety [DVD]. Vancouver, BC: Mediamax Interactive.