Skiltet på døren var ikke ligefrem indbydende. Der stod: »Advarsel! Adgang forbudt. Uvedkommende ingen adgang. Dødbringende magt kan tages i brug!« Jeg blev inviteret indenfor. De yngre søskende i huset prøvede at forberede mig, før jeg gik ind, fordi de troede, jeg ville blive overrasket over deres brors smag i indretning.
Det var et lille værelse. Væggene var malet i samme farve som en klar blå middelhavshimmel en sommerdag. Der var selvfølgelig kun smalle striber blå maling at se mellem de kæmpestore plakater af Led Zeppelin, The Brats, Metallica og kopier af Rolling Stone. På kommoden ved den ene væg stod et imponerende stereoanlæg og et stativ med cd'er. En guitar stod lænet op ad kommoden. Det var let at forestille sig at lytte til Led Zeppelin for fuld styrke med guitaren i hånden og føle sig som en del af den pighårede, truende flok hårdrockmusikere på plakaterne på væggen.
På den modsatte væg hang to hylder med bøger om baseball og flere pokaler vundet i Little League-kampe. Jeg kom pludselig i tanke om, at drengen ved sin bar mitzvah, da han fyldte 13, holdt en tale om de moralske lærdomme, man kan drage af baseballs regler.
En stor plakat med et billede af Albert Einstein hang mellem rockplakaterne. Ved siden af Einsteins portræt stod hans dybe og tankevækkende citater om livet og universet.
Bag døren stod en høj reol. Den rummede de fem Mosebøger, en bønnebog til sabbatten og særlige bønnebøger til helligdagene. »The Power of the Word Amen« og andre bøger om filosofi og spiritualitet var en del af dette bibliotek.
Hvis jeg kunne skifte skiltet på døren til dette værelse, ville jeg hænge et op, hvor der stod: »Modning i gang. Beboeren er midt i integrationens livsvigtige proces. Træd ind med respekt og ære.«
Når et barn når teenageårene, og udviklingen folder sig ud, som den er ment, foregår der et stort arbejde inde i dette menneske, som er ved at krydse broen mellem barndom og voksenliv. Den unge har meget at tænke over. Når han er alene på sit værelse, burde han kunne fylde stilheden med sine egne interesser, udtrykke sine følelser gennem sin egen musik og overveje meningen med sine egne bønner. Han vil naturligt komme til at sammenligne og holde Led Zeppelins tekster op mod både Albert Einsteins visdom og gamle og nye værker af filosofisk og spirituel tænkning. Lidt efter lidt vil han kunne integrere denne collage af idéer, så han kan få sin verden til at give mening.
Når forældre forstår og ærer denne proces, giver de plads til, at deres barn kan vokse ind i et modent voksenliv. Barnet vil så kunne finde sin egen vilje og afgøre sine egne overbevisninger, interesser, præferencer og værdier. Forældre giver den tryghed, der skal til, for at børn kan blive sikre på, hvem de er, og samtidig føle omsorg og hensyn over for andre. Det er sådan, børn kommer til at udfolde deres fulde potentiale og finde fylde i sig selv.
Denne »plads« til børn opstår, når der er en tilknytningsrelation. Forældre giver rigelige mængder nærhed, når børnene er små. At bære sin baby i en slynge er vendt tilbage i vores kultur, og forældre er i stigende grad opmærksomme på, at små børn har brug for trøst. Det, vi er mindre opmærksomme på, er, at børn også har brug for denne nærhed og trøst, når de bliver ældre. Selvom vi ikke holder om eller putter os med en teenager på samme måde som med et lille barn, længes den tiårige og den femtenårige stadig efter at være tæt på, at være særlig, at blive trøstet og elsket. De søger stadig en, de kan dele deres historier og hemmeligheder med. Når teenagere er trygt knyttet til deres forældre på denne måde, har de en tryg base, hvorfra de kan tænke over de modstridende tanker og følelser, der kendetegner denne udviklingsperiode, og finde harmoni, efterhånden som de integrerer de uforenelige elementer.
Vores opgave som forældre er at se forbi »Adgang forbudt«-skiltet og vide, at det er midlertidigt. Nu er tiden til at skabe faste stunder med nærhed, at vise interesse for barnets interesser og at holde igen med dommen, når man selv har en anden mening. Selvom det kan være svært at vise kærlighed til en teenagedreng, hvis hår er længere end hans søsters, eller at være oprigtigt glad for at være sammen med sin teenager, mens The Brats brager i baggrunden, er det det, der kræves af dig. Det er det, han har brug for fra dig, hvis han skal krydse ungdomsårenes bro og nå et modent voksenliv. At blive voksen er hans bestemmelse. Hvis vi giver ham den tilknytning, han har brug for, kan vi stole på, at processen folder sig ud, som Naturen har tiltænkt.
Skrevet af Shoshana Hayman i 2008 og bragt i kursusmaterialet til Making Sense of Adolescence på Neufeld Institute
Om forfatteren
Shoshana Hayman er Associate Faculty member ved Neufeld Institute og stiftende direktør for instituttets hebraisksprogede program. Hun leder Life Center for Attachment Parenting i Israel.