Når jeg ser mange af de populære tv-serier og film, der henvender sig til unge, står det klart for mig, at der er et tydeligt fravær af forælder i karakterernes liv. I nogle af de mest populære programmer bor teenagerne på kostskole, eller også er deres forældre enten døde eller har måttet rejse langt væk for at arbejde – en »acceptabel« historie, der skal forklare, hvorfor børnene klarer deres hverdag med meget lidt voksent engagement.
Ikke nok med det: De voksne, der optræder i mange af disse programmer – hvad enten det er en forælder, en skoleleder eller en lærer – bliver ofte fremstillet som irriterende, masende, latterlige, kluntede og håbløst ude af trit med, hvad de unge karakterer i virkeligheden har brug for.
Disse temaer generer mig på mange planer. Som børne- og ungdomsrådgiver (Child and Youth Counsellor, CYC) ved jeg, hvor livsvigtigt et rigt, meningsfuldt og dagligt voksent engagement i vores teenageres liv er. Jeg ved, hvor livsvigtige rutiner er: at give teenagere jordforbindelse hver dag ved at høre, hvordan de har det, give dem vores tid og tålmodighed, spise sammen med dem og tale med dem om deres voksende forståelse af verden, og hvordan de tænker om den. Jeg forstår, hvor livsvigtigt det er, at de har adgang til modne perspektiver, mens de navigerer i dage, der ofte er fyldt med stort drama, social forvirring og umodne perspektiver (og det er helt naturligt!).
Som CYC forstår jeg også, hvad det gør, når forældre trækker sig fra deres teenagebarn for at hellige sig deres eget liv – eller måske tror, at deres teenager nu selv kan lave aftensmad, klare sig selv efter skole, styre sin egen kalender og sit sociale liv, håndtere sin egen stress og fylde sin egen tid ud. Jeg ser også, hvad det gør, når forældre »giver op«, når en ung begynder at udvise en voksende trang til at skubbe fra. Teenageren kan være pigget og svær at omgås. En forælder kan beslutte sig for ikke længere at gøre sig umage, for helt at undgå konflikt, i stedet for at forholde sig til, hvad der virker, og hvad der ikke virker, i relationen.
En af de virkelige farer i den måde, vi møder vores teenagere på, er at opgive rollen som forælder og vejleder for tidligt; teenageren bliver efterladt alene på et tidspunkt, hvor en rig tilknytning er lige så vigtig, som den altid har været. Midt i de daglige spændinger, der uundgåeligt bryder ud i denne fase af udviklingen, kan det se ud, som om den unge hverken ønsker eller har brug for en forankret tilknytning til forældre og betydningsfulde voksne – men det er langt fra tilfældet. Hvis teenageren mangler et meningsfuldt, varmt, lydhørt, engageret, stabilt og dagligt voksent mentorskab, er der stor sandsynlighed for, at den unge vil søge emotionel støtte og indflydelse på, hvordan livet hænger sammen, hos andre teenagere.
Fænomenet peer orientation (jævnalderorientering), som Dr. Gordon Neufeld beskriver i sin bog Dit barn har brug for DIG (Hold On to Your Kids), kan føre vores unge langt væk fra en naturlig, understøttet modning hen imod et selv og dybt ind i det, der desværre er blevet et problem i vores samfund: orientering mod jævnaldergruppen, tilpasning til jævnaldergruppen, fastlåsthed i umodenhed og teenagere, som det bliver stadig sværere at være mentor for, vejlede, undervise og være forælder til.
Skrevet af Darlene Denis-Friske i 2010 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Darlene Denis-Friske er algonquin-anishinaabe-terapeut og Adjunct Faculty ved Neufeld Institute. Hun har en baggrund, der spænder over skoler, psykiatriske sammenhænge og privat praksis.