Modviljens storm: At forstå teenageres modstand

Hver gang jeg arbejder med forældre til teenagere, glæder jeg mig til at dele indsigter om det helt centrale begreb counterwill (modvilje) i sammenhæng med sund udvikling. At forstå dette begreb kan gøre en stor forskel for vores forståelse af vores teenagere, især når vi føler os forvirrede eller bekymrede over deres tendens til at skubbe imod. Begrebet blev første gang formuleret omkring århundredeskiftet af den wienske psykoanalytiker dr. Otto Rank og er siden videreudviklet og forfinet af Dr. Gordon Neufeld. Kort sagt er modvilje vores instinktive reaktion – at gøre modstand, sætte os imod eller skubbe tilbage – når vi oplever en følelse af pres eller tvang, der er større end vores evne til at håndtere den og større end vores ønske om at samarbejde eller rette os efter den. Modviljeinstinktet dukker ikke op, fordi vi ønsker at være besværlige eller beslutter os for at være på tværs (selvom det kan blive resultatet); det er derimod en medfødt forsvarsreaktion med et helt bestemt beskyttende og udviklingsmæssigt formål.

Modvilje er som regel mere udtalt og vedvarende i ungdomsårene (og i tumlingealderen!), og uden indsigt kan den belaste forholdet mellem forælder og teenager. Modviljens formål er at tjene modningen; den unges modvilje hjælper med at føre den unge frem til individuation (det at blive et selvstændigt individ) ved at skubbe andres tanker, dagsordener, krav og vilje væk og dermed give plads til den unges egen tænkning, egne ideer og meninger. Gennem modviljen, hvor andres indflydelse skubbes ud, forsøger Naturen at give den unge et kokonlignende rum, hvor den unge kan udvikle sit eget sind. Modvilje findes også, og måske nogle gange især, i forholdet til forældre, lærere og dem, den unge står nærmest, fordi Naturen forsøger at hjælpe den unge med at vokse et selv frem, der er adskilt fra forældrene og, i en virkelig sund sammenhæng, også fra jævnaldrende. Modviljen er med til at forberede overgangen til voksenlivet, også selvom den står for en betydelig del af den uro, processen indebærer.

Hvad betyder det så i praksis? Vi siger »sort«, og teenageren siger »hvid«. Vi siger »hvid«, og teenageren siger »sort«. Det kan være en meget forvirrende og frustrerende tid, hvor vi pludselig føler, at vores barn nu tilsyneladende mener, at vi ingenting ved, at vi er »gammeldags«, og at vores forslag og ideer er ligegyldige. Vi kan føle os lukket ude, når vi forsøger at skabe forbindelse, rette, lære fra os og være forældre. Det kan være en svær dynamik i relationen, men når vi forstår, at modviljen har et vigtigt formål, kan vi med større ro komme igennem den midlertidige storm.

Det, der kan gøre denne »modviljestorm« værre, er, når vi uden indsigt tager modstanden personligt, oplever vores egne sårede følelser defensivt og reagerer med mere magt og autoritet – presser mere på eller fremfører vores forventninger i et sprog af tvang og ultimatummer. Gæt, hvad der så sker? Vi fremkalder mere modvilje på et tidspunkt, hvor teenageren allerede svømmer i den og måske nu er ved at drukne.

I sin fremragende artikel på Neufeld Institutes hjemmeside med titlen The Surprising Secret Behind Kids’ Resistance and Opposition (på engelsk) opfordrer dr. Deborah MacNamara forældre til at »forvente modstand og ikke tage den personligt«. Hun minder os om det, der kan dæmpe modviljens intensitet: at fokusere på forbindelsen i de svære øjeblikke, mindske tvangen, trykke på »pause« i øjeblikket i stedet for at storme frem, give plads til den unges egne ideer og tanker og altid gøre det godt igen, når tingene er gået skævt, så relationen forbliver det vigtigste.

Modviljen hos vores teenagere kan virkelig føre os på vildspor, og det gør den ofte … indtil vi ser den i lyset af sund udvikling og begynder at arbejde med den på en måde, der giver den det rum, den har brug for til at opfylde sit udviklingsmæssige formål.

Redaktionel note: Hvis du er interesseret i modvilje, anbefaler vi Gordons kursus Making Sense of Counterwill (på engelsk).