Der er et voksende problem blandt børn – et problem, der endnu ikke har fået et navn. Det er snigende og vidtrækkende og gør det at være forælder, og til tider lærer, svært, hvis ikke et mareridt. Problemet er dominans: når det naturlige tilknytningshierarki vendes på hovedet, og børn i stedet for at hvile i voksnes omsorg ser sig selv som dem, der skal bestemme og fortælle os, hvordan vi skal tage os af dem. Børn, der er steget op i denne alfaposition, kan være fulde af modstand mod dem, der forsøger at lede dem. De er typisk meget frustrerede, slår ofte ud og kan være fyldt med angst. De ser sig selv som husets chef og forstår ikke, når andre forsøger at tage styringen. Det centrale for børn i den dominerende position, eller alfapositionen, er ikke styrke, som det ofte fejlfortolkes – det er desperation. Af en eller anden grund har disse børn mistet troen på, at dem, der sørger for dem, kan tage sig af dem og vise dem vej, og deres eneste udvej er at gøre det selv.
Der er både åbenlyse og mindre åbenlyse grunde til, at børn mister troen på dem, der sørger for dem. Det er let at forstå, hvordan børn, hvis forældre er forsømmende eller optaget af egne interesser og misbrug, kan få budskabet om, at de er bedst tjent med at klare sig selv. Hvis det var de eneste betingelser, hvor vi så flere børn i alfapositionen, ville problemet være enkelt og tydeligt. Men dominansproblemer hos børn findes også i kærlige og omsorgsfulde hjem med forældre, der er optaget af at hjælpe deres børn med at vokse op til at blive socialt og emotionelt ansvarlige mennesker. Hvad er det, der får flere og flere børn til at indtage den dominerende position, og hvordan kan vi begynde at forstå det?
For at komme videre er vi nødt til at gå tilbage til begyndelsen og spørge: Hvad har et barn mest brug for i livet? Svaret er tilknytning: invitationen til at eksistere i et andet menneskes nærvær, at blive set og elsket for den, man er, og at have en oplevelse af tilhørsforhold, loyalitet og af at være ligesom dem, man er knyttet til. Det afgørende, der ofte overses i forståelsen af tilknytning, er, at dens rolle er at gøre barnet afhængigt af dem omkring sig – at barnet kan støtte sig til dem for sin omsorg og sit velbefindende. Det er et utrolig sårbart sted at være! Som voksen er det let at glemme den sårbarhed, der ligger i at være afhængig af et andet menneske, men jeg bliver mindet om den, hver gang jeg sætter mig ind i en taxa eller et fly. Jeg tager mig selv i at spørge, om jeg kan stole på, at denne person bringer mig sikkert frem og tager godt vare på mig. Det giver en helt ny forståelse af "bagsædechaufføren".
Når vi er afhængige af et andet menneske, afsøger vi den anden for tegn på, at vores tillid er givet til den rette, og at vi er i gode hænder. Er der noget solidt i dette menneske, vi kan læne os op ad? Vi tror måske, at vi formidler det som forældre, men det vigtigere spørgsmål er, om vores børn ser os sådan. Nogle børn har svært ved at støtte sig til deres forældre, fordi de er født for sensitive til denne verden. De ser og mærker for meget, og det gør det sværere at overbevise dem om, at nogen kan tage sig af alt det, de er. De beskrives som intense børn, og forældre siger ofte, at det føles som dobbelt arbejde at tage sig af dem. Andre mulige grunde til, at børn søger den dominerende position i deres relationer til voksne, er for meget adskillelsesbaseret disciplin – fx "1-2-3 Magic" og time-outs – eller ligeværdigt forældreskab, hvor vi utilsigtet kan miste vores alfaposition.
Den største fejl, vi kan begå, er at forveksle deres udtryk for styrke med modenhed eller selvstændighed. Sådan forholder det sig simpelthen ikke – deres dominans er et udtryk for desperation. Det afgørende, når børn er i førersædet, er, at de ikke både kan tage sig af deres tilknytningsbehov og samtidig tage sig af at vokse op – noget må vige. Tilknytning trumfer modning hver gang, og behovet for at overleve og tage sig af sig selv rykker sig frem på bekostning af hvile, leg og videre vækst.
Den gode nyhed er, at der meget kan gøres for at genvinde vores retmæssige plads i vores børns liv. Det var aldrig meningen, at det at være forælder skulle være et mareridt, og der er stort håb om at vende det, når det er blevet det. Under den dominerende adfærd er der et barn, der desperat har brug for at kunne støtte sig til og være sårbart over for et menneske, der har ansvaret for det. Vores opgave er gennem det, vi gør, at vise overbevisende, at vi er det bedste bud – at vi er det svar, barnet søger. Det gælder om at genfinde vores alfadans, så barnet kan blive fri for sin.
Skrevet af Deborah MacNamara i 2015 og udgivet på NeufeldInstitute.org
Om forfatteren
Deborah MacNamara, ph.d., er tilknyttet underviser ved Neufeld Institute og leder af Kid’s Best Bet, et rådgivnings- og familieressourcecenter. Hun er forfatter til Rest, Play, Grow, Nourished og børnebogen The Sorry Plane.