Nogle nytårsovervejelser ...

Nogle af vores medarbejdere på Neufeld Institute fortalte mig, at vores nyhedsbrevsabonnenter måske ville sætte pris på at høre fra mig ved begyndelsen af det nye år. I vinterferien plejer jeg at trække mig ind i skallen som en skildpadde – jeg søger tilbage til min familie og min læsning og lukker generelt skodderne for omverdenen. Det er ikke, fordi der ikke hvirvler tanker rundt i mit hoved. Det holder aldrig op, men at få mening i dem, for slet ikke at tale om at finde ordene til at beskrive dem, er en helt anden historie. Ikke desto mindre vil jeg forsøge at indfange nogle refleksioner … faktisk to tankestrømme … der underligt nok løber sammen i endnu et forsvar for tristheden. Da jeg ringede til min datter Tamara for at udtrykke min bekymring for, at endnu et melankolsk bidrag ikke var det, folk ville sætte pris på ved nytår, opfordrede hun mig til at gøre det alligevel. Så her kommer det.

Den ene række af overvejelser udsprang af et spektakulært tilknytningssvigt, der fandt sted lige før vinterferien. Et stolt, stort, gammelt birketræ, som vi var blevet naboer til for omkring 36 år siden, blev revet op med rode. I sit fald væltede det betydelige dele af de hegn, der i alle disse år har stået vagt om vores have og vores hjem. Denne modne, sunde birk burde have kunnet holde fast, men dens tilknytning til jorden var blevet svækket af en gennemblødning fra en atmosfærisk flod, så meget, at et usædvanligt vindstød væltede den. De eksperter og forsikringsfolk, der undersøgte den, mistænkte, at klimaforandringerne havde skabt den perfekte storm for dette ædle træ.

Hvis birkens tab af tilknytning til den jord, der bar den, virkelig er et slutresultat af, at vi ikke har passet på jorden, så er det også dominoeffekten af vores eget tab af tilknytning til denne jord. Eftersom vi kun er tilbøjelige til at passe på dem og det, vi er knyttet til, er det endelige resultat af dette tilknytningssvigt tragisk, hvis ikke katastrofalt, sådan som vi ser det i dag på så mange måder.

Den anden oplevelse, jeg kom til at gå og tygge på, var at se en række nytårsfejringer fra hele Canada på CBC (vores nationale radio- og tv-selskab). Det, der fangede min opmærksomhed mest, var arten af de ønsker og nytårsforsætter, de interviewede havde. For det meste var de variationer over temaet at ville lægge fortidens problemer bag sig og håbe på, at tingene bliver bedre.

Det, der slog mig, var, at vores desperate jagt på fremskridt, både som individer og som samfund, faktisk kan sabotere netop den proces, hvorved vi kunne nå dertil. De gamle grækere – i hvert fald de kloge af dem – havde den idé, at en tragedie ville blive ved med at kræve sin pris, medmindre eller indtil den var blevet sørget tilstrækkeligt over. Den præmis passer bestemt med alt, hvad jeg ved som teoretiker og som terapeut, og med det, jeg har iagttaget i mit eget liv, i vores familie og i fællesskabet omkring os.

Hvis dette er sandt, og det tror jeg, det er, ville det måske være mere frugtbart, hvis denne årlige overgangsrite for tidens gang fik os til at standse op og sørge over det, der manglede eller var utilstrækkeligt i det forgangne år, især dér, hvor tilknytninger ikke formåede at give den hvile, vi så dybt længes efter. Er det i virkeligheden ikke netop den manglende sorg over disse tilknytningssvigt og -mangler, der har skabt den uophørlige rastløshed, som nærer de naturødelæggende ismer – materialisme, kolonialisme, imperialisme, kapitalisme – og de sjæleødelæggende lidelser, der er så almindelige i dag? Det forekommer mig faktisk, at vores nuværende trivselskrise ikke blot kan føres tilbage til svigtet af hvilefulde tilknytninger, men mere præcist til, at vi ikke har sørget over disse mangler og tab. Jeg spekulerer på, om vi ikke ville have større held med at vende udviklingen, hvis vi brugte denne tid til at lade vores tårer indhente os, i stedet for at beslutte os for at prøve endnu hårdere på at flygte fra vores fortid.

Apropos – men i en langt lettere tone – gik det op for mig, at jeg måske har noget uafsluttet med dette oprevne birketræ. Det ser ud til, at den væltede birk ikke var den sidste dominobrik, der faldt. Som jeg nævnte ovenfor, destabiliserede svigtet i dens tilknytningsrødder også dele af vores hegn. Det undergravede igen støtten til en indkørselslåge, som jeg omhyggeligt havde bygget af cedertræ, da vores drenge var små. Dens eneste opgave var at forhindre vores livlige unger i at løbe efter deres bolde og kæledyr ud på den travle bygade foran vores hus. Da der ikke længere var brug for dens tjeneste, blev den et fastmonteret tilbehør til indkørslen. Eftersom den ikke længere rullede, samlede den mos (hvem vidste, at cedertræslåger på den måde ligner rullende sten), og den blev til et smukt – i hvert fald i mine øjne – naturligt kunstværk, der uventet arbejdede sig ind i mit hjerte. Jeg forstærkede den fra tid til anden og var omhyggelig med ikke at forstyrre dette skrøbelige, voksende ægteskab mellem cedertræ og mos. Jeg brugte den stadig som orienteringspunkt, når jeg bakkede ud af indkørslen, men passede meget på, at intet truede dens ubevægelige stabilitet.

Med andre ord truede birkens svigtende tilknytninger yderligere min tilknytning, hvor banal den end er, til denne sammensmeltning af mos og cedertræ, som jeg er kommet til at holde af. Fordi jeg tøvede med at give slip på den, fornemmede jeg, at jeg måtte bruge et øjeblik på at sørge over det uundgåelige tab. Relativt set er det en næsten ubetydelig og bestemt forsvindende lille sorg – en lille strøm af melankoli – som dog fører ud i mere betydelige bifloder af tårer … som igen bliver til floder af sorg … der munder ud i have af tristhed, hvor vores individuelle og fælles forvandling ligger. Måske har sorg også en dominoeffekt, bare omvendt. Den giver os vores liv tilbage, uden at det behøver at blive bedre. Og nogle gange er vi måske nødt til at begynde med de små sorger.

Og så ser det ud til, at vi måske ikke har brug for et bedre liv; vi har måske brug for at blive bedre til at leve. Overraskende og bestemt paradoksalt vil det først ske, når vi bliver bedre til at sørge.

Redaktionel note: Dette er den tredje i en trilogi af nytårsartikler af Gordon, der kredser om begrebet lykke. Vi inviterer dig til at læse Gordons tidligere nytårsartikler, »'Tis the Season for Sad Music« og »Endless Beginnings«, for mere.